Kender I det der med at have en sang i hovedet i dagevis og hele tiden griber sig selv i at gå og nynne den? Sådan har jeg det med Marc Cohns store hit fra 1991, Walking in Memphis, som han bl.a. sang fra Open Air lørdag aften. (Øverste foto: Claus Hellgren Larsen)

Selv om årets udgave af Tønder Festival sluttede for to uger siden, er den blevet hængende i øregangene. Den fænger stadig så mange år efter, og sådan er det vel netop er med ægte hits. Det var godt at høre ham synge den live, men også at SE ham synge den og andre fine sange, for Cohn havde sådan en blid og venlig udstråling og så virkelig ud til at nyde at være i Tønder.

Perker Millsap Foto: Scott Newton

Perker Millsap Foto: Scott Newton

Når jeg lige tager en mental tur rundt på nogle af festivalpladsens mange koncerter, er der dog mange andre stemmer og koncerter at mindes. For mig var den unge amerikaner Parker Millsap årets stemme. Han skulle først have spillet på Klubscenen lørdag, men fik i stedet en utrolig Danmarks-debut, da han sprang ind for sygdomsramte Anisette og Savage Rose torsdag kl. 19 på Open Air.

Og hvilken koncert! Millsap, en slank gut på 24 og fra Oklahoma, har en stemme så fuld af kraft og saft og følelse, at det nærmest ikke er til at forstå. Synet af ham og lyden af ham matcher bare ikke, men for pokker, hvor var det fedt. Han er vokset op med gospelmusik, og det høres i hans soulfyldte, følelsesladede sange, der kommer rundt i hele spektret af blues, rock, folk, soul, country og americana.

Parker kunne det hele, og hans fede band var lige i hælene på ham med violin, trommer og bas. Faktisk er det i lige så høj grad hans sang ”Heaven Sent” og hans vilde version af ”You Gotta Move”, der kører rundt indeni. Selv om det i forvejen er så svært at vælge koncerter i det kæmpeudbud, der er til rådighed i Tønder, så var jeg nødt til at høre ham igen – og igen.

Turen tilbage på TF17 fortsætter. Se snart næste artikel.