Så er det tid til Free Folk Festival i Sønderho endnu engang, og det er lige om lidt. Med andre ord er der altså atter masser af spændende musikalske udtryk at gå på opdagelse i på den lille og alternative Fanø-festival. Den byder også på hyggeligt samvær, folkekøkken, danseworkshop og vandretur i Fanøs smukke natur. Partoutbilletterne er udsolgt, men der sælges en begrænset mængde dagsbilletter i døren.
Om få dage blænder Fanø og især Sønderho altså atter op for den årlige festival for frie folkemusikalske former, og det sker i den kommende weekend, nemlig fra 23. til 25. juli. Programmet er netop publiceret, og der er dækket op til tre dage med forunderlige møder med musik fra bl.a. Frankrig, Skotland, Estland og Kurdistan.
Fanø Free Folk Festival inviterer til intime møder med unikke kunstneriske udtryk i en afsøgning af både folkemusikalsk tradition og dristige eksperimenter. Den frivilligt drevne festival har siden 2010 haft sit hjem i Sønderho. Nu fyldes den lille by med, som festivalen selv skriver, både gribende og skæve toner. Med næsten 20 koncerter på programmet, er der masser af forskelligt at glæde sig til, bl.a. ”stor nordisk klang, kurdisk bryllupsmusik og walisisk heksepunk”.

Sara Parkman
Blandt mange højdepunkter byder FFFF på en sjælden intimkoncert med svenske Sara Parkman. Hun anses som en af Skandinaviens stærkeste kunstnere, som på dybt personlig vis forener nordisk folkemusik, salmedigtning, protestsang og moderne klangeksperimenter. Hun er aktuel med det ”Aser, atlas”, som arrangørerne ikke er bange for at kalde et nyt mesterværk. Sara Parkman har en og er en stor stjerne, som festivalen er utroligt glade for og stolte af at kunne præsentere i Sønderho.
Fanø Free Folk Festival #15 kommer også godt rundt i det øvrige Europa med syrede folkemusikeksperimenter fra franske Sourdure, drømmende klange fra den polske kvartet Morye og et dybt dyk ned i estiske traditioner med Kirbla Duo bestående af Leanne Barbo og Katariin Raska. Sidstnævnte kan også opleves solo på festivalen med en koncert for dekonstrueret estisk sækkepibe!
Når Loma Reqs byder på feministisk, kurdisk bryllupsmusik kan man regne med, at der bliver vild dansefest i forsamlingshuset med tilsatte latinamerikanske beats og acid house-rytmer. Fra Mellemøsten kommer den egyptiske oud-spiller Aly Eissa, ligesom det også er noget af et scoop at kunne opleve første danske koncert med kultbandet Tristwch Y Fenywood. Her forenes mørk postpunk, hekseklingende stemninger og sange på walisisk.
Fra den brede vifte af udtryk fra den danske scene præsenteres Stine Benjaminsens projekt ”Recorder Recorder”, som er en blanding af opera og bardisk sangtradition fra ensemblet Spellchestra og et gotisk univers af folk og alternativ rock fra Portal Pets.

Kristian Bugge
Festivalen byder også på et helt nyt projekt fra den Sønderho-baserede forfatter og sanger Jeppe Brixvold i møde med garvede Kristian Bugge. I bandet Forvandlingen udforsker de sammen med Kristian Jørgensen og Clarissa Connelly gamle traditioner fra den jyske hede.
Et link til Sønderhos folkemusik finder vi også i det nye projekt” Streng Familie”, hvor Sø Skinnebach, der er vokset op i Sønderho forener folkemusikalsk inspiration med eksperimenterende elektronik sammen med Sascha Alexander
Der er med andre ord atter masser af spændende musikalske udtryk at gå på opdagelse i til festivalen, der også byder på hyggeligt samvær, folkekøkken, danseworkshop og vandretur i Fanøs smukke natur. Partoutbilletterne er udsolgt, men der sælges en begrænset mængde dagsbilletter i døren.
Det samledt line-up: Aly Eissa / Fancy Instincts / Forvandlingen / Katariin Raska / Kirbla Duo / Loma Reqs / Morye / Necropastoral / Portal Pets / Recorder Recorder / Sara Parkman / Sophia Djebel Rose / Sourdure / Spellchestra / Streng Familie / Tristwch Y Fenywod / Quinie
Størstedelen af koncerterne finder sted i Sønderho Forsamlingshus, men der vil også være koncerter i bl.a. Sønderho Kirke. Fanø Free Folk Festival er en frivilligt drevet mikrofestival for nye møder mellem folkemusikalske traditioner og nye eksperimenter grundlagt i 2010. Fanø Free Folk Festival #15 er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond og Jazzpuljen og i samarbejde med ALICE CPH, Fanø Brugsforening, Fanø Bryghus, Camping Klitten og Kirkerne på Fanø. Festivalleder er Rasmus Steffensen.
Øverste foto: Tristwch Y Fenywod