Kunstner og musiker Perry Stenbäck døde denne weekend omgivet af hele familien til det sidste. Dagen var fyldt med musik, flerstemmigt kor, kærlighedserklæringer, gråd og latter, mens han svævede mellem liv og død. Han efterlader sig sin kone, Christine Dueholm, og ægteparrets søn, Robert.
Perry var helt igennem et varmt, åbent, favnende og gennemmusikalsk menneske, som altid havde tid til en god snak, altid lyttende og åben og altid i godt humør.Perry blev født i Stockholm i 1970 og spillede mere end 4.000 koncerter. Han mestrede at spille på alle slags instrumenter. Eksempelvis på alle slags guitarer, banjo, mandolin, keyboard, viola og ikke mindst det svenske nationalinstrument nyckelharpe. Perry fik sit første betalte job Sankthansaften 1984, og siden er det gået slag i slag. Foruden sin medvirken i mange bands har han også holdt workshops og guitarcamps på Engelsholm Højskole gennem en årrække. Han styrede sangskriverne på Back to the Roots Festival og foruden i egne bands, kunne man opleve multimusikeren i alle mulige sammenhænge. Han sagde aldrig nej til at gå med på scenen, uanset hvem der spillede, eller hvor det foregik. Han spillede også fast med Sebastian, Allan Olsen og Stine Michel med flere.
Hans egne bands på det seneste var Bragr, Perry Stenbäck & Dekadans, Perry & Peter Puma Hedlund, Perry & Les Elegantiers, og man kom hele vejen rundt i Perrys musikalske karrusel med folk, roots, blues, rock, americana, country, jazz, viser og pop. Perry beherskede det hele.I 2009 blev han kåret som årets danske instrumentalist ved Danish Music Award Roots. Og 10 år senere blev han hædret som årets Folk Musiker/Sanger med begrundelsen: ”Perry Stenbäck er en særdeles flittig, turnerede instrumentalist og sanger, der formår at tale til et bredt publikum. Han spiller med på højeste niveau i en mængde sammenhænge og er heller ikke nærig med at dele ud af sin viden og færdigheder gennem workshops, camps og videoer”.
I 2010 begyndte han at spille med sin hustru Christine Dueholm og hendes søster Anne i kvartetten Morild. Udvidelsen med Perry Stenbäck blev en absolut gevinst, både på det musikalske og på det humoristiske område, som da den lune svensker på et tidspunkt ville ”piske stemningen ned”, da han introducerede ”Der er intet så stille som sne”…

Perry Stenbäck og Christine Dueholm i Skagen 2025.
Sidste år fik han sammen med sin hustru Christine Dueholm Den Danske Folkemusikpris ved Skagen Festivalen, hvor han også skulle have spillet i år, men som hans meget alvorlige sygdom satte en stopper for.
Nu er nøgleharpen og de øvrige instrumenter blevet tavse, og folkemusikken har mistet en af de største kunstnere.
Perry elskede livet, familien, vennerne, kærligheden, glæden og passionen ved at spille sin musik, men som vi stadig kan lytte til og mindes ham, så han vil altid være i vore hjerter.
Rootszone.dk sender vores varmeste kondolencer til Christine, Robert og den øvrige familie.