På den meget snart kommende, årlige festival i Tønder kan vi glæde os til at høre en lang række bands og solister fra en hel del forskellige stater i USA, og de byder på vidt forskellige udgaver af americana, folk, country, roots, bluegrass og mere rocket musik. Det bliver den berømte palet af alverdens fede musik.

Sierra Ferrell

For nu at starte med kvinderne så byder TF på skønne Aoife O’Donovan, som i de seneste år er gået hen og blevet et stort navn på den amerikanske scene. Hun kom til Danmark først for en hel del år siden som medlem af bandet Crooked Still og har været i Tønder før, bl.a. sammen med trioen I’m With Her med bl.a. Sarah Jarosz, der også spiller på årets festival.

Kelsey Waldon

De mange forskellige og smukke kvindestemmer fordeler sig også på Margo Cilker, Emily Scott Robinson Kelsey Waldon, Sierra Ferrell, Alisa Amador (med sydamerikansk baggrund, men opvokset i Boston), duoen Violet Bell med Lizzy Ross (og Omar Ruiz-Lopez) og The Local Honeys. Den duo består af Linda Lee Stockley på guitar og Montana Hobbs på banjo, som giver den gas med folk og oldtime. De hylder ikke mindst Kentuckys og særligt Appalachernes musikkultur – musik med respekt for traditionerne, men også med nyfortolkninger og nutidig tilgang til deres musikkultur.

På mandesiden kommer, som jeg har skrevet begejstret om før, selveste Graham Nash og de meget populære Nickel Creek. Se særskilt artikel om dem. Og ligeledes en, der kaldes ”sangskrivernes sangskriver” med foreløbig 34 albums siden 1991. Der er tale om Jim Lauderdale med lidt af det hele på den rigtig gode måde. Han har vundet adskillige Grammys og andre priser.

David Ramirez

David Ramirez fra Austin serverer americana på sin helt egen vis, og Carl ”Buffalo” Nichols fra Texas tager sig meget kærligt af bluesen med sin sang og slideguitar. Joshua Ray Walker er også fra Texas og giver sit bud på moderne outlaw-country og beskrives som lidt af en tornado med stor stemmepragt. Israel Nash fra Missouri kommer sammen med sit band med americana, ”cosmic country”, ”dreamy folk” og indierock.

Joachim Cooder er perkussionist, trommeslager, keyboardspiller og komponist og har medvirket på en række sin far Ry Cooders plader, men har også flere roste soloalbums. Sammen med violin, guitar og vokal bygger han så at sige sammen med sin trio et helt lydlandsskab.

Graham Nash Foto: Amy Grantham

Caleb Klauder & Reeb Williams Country Band kan vi også se meget frem til ligesom Blackberry Smoke fra Georgia, Hackensaw Boys, Shane Smith & The Saints og ligeledes Dustbowl Revival, der kommer for tredje gang med bluegrass, swing, blues, roots, soul og New Orleans-funk. Bandet fra Californien giver den hele armen på guitar, mandolin, ukulele, vaskebræt, violin, trompet og mere endnu.

Leftover Salmon fra Colorado har mere end 30 år på bagen og anses nærmest for en institution på den amerikanske folkrootsscene med deres miks af country, bluegrass, oldtime og cajun. Det er første gang, de spiller i Europa, og det skal nok blive fedt både for os og dem. T Destiny Frack

Energiske Tejon Street Corner Thieves fra Colorado Springs har spillet sammen i godt 10 år med deres egen udgave af americana, folk, bluegrass og blues med masser af spark i. Nyeste album “Thick As Thieves” er fra 2022. De turnerer heftigt, bl.a. som support for det canadiske band The Dead South, som også kommer til Tønder i år. Jo, der er masser af amerikansk musik, måske endda lidt rigeligt alt taget i betragtning. Men det bliver nok ret fedt, og alle sammen når man jo nok ikke.

Øverste billede: Alisa Amador Foto: Sasha Pedro

Tejon Street Corner Thieves Foto Destiny Frack