Global har i flere sæsoner virkelig levet op til sit navn. Der findes snart ikke den afkrog af kloden, som ikke har været musikalsk repræsenteret på det københavnske musiksted. Derfor er det næsten eksotisk at opleve helt almindelige blege danskere i almindeligt tøj og med almindelige instrumenter. To dage er nemlig afsat i programmet til at præsentere nye danske talenter inden for folk/world.

Ét af dem er Sherzandum. Det er dog ikke et helt nyt orkester, og man mærkede straks en vis sikkerhed i deres livlige optræden. Trods nogle mindre ubalancer i lydbilledet, hvor de korte soli ikke trængte tydeligt igennem, udstrålede de så meget energi, at det hurtigt forplantede sig til det lille publikum.

Septetten spiller egne kompositioner i en stil, som nærmest kan beskrives som et mix af balkan og klezmer med masser af unisonspil, dynamik og sprælske rytmer. Blæsergruppen har naturligt en stor rolle i orkestret, hvilket også høres på deres debutalbum Yatzy, som udkom tidligere i år.

Besætningen er: Hans Ravn (trompet), Carl Mosbech (sax), Christian Herrstedt (trombone), Morten Alkjær (harmonika), Jacob Hastrup (klaver), Jakob Kragesand (bas) og Maximilian Vording (percussion). Weekendens arrangement er arrangeret af organisationerne Tempi og ORA i samarbejde med Global.