Donnie Munro kan opleves live sammen med Eric Scott Cloughley på Skagen Festival fredag den 6. juli.

I 1997 tog Donnie Munro en svær beslutning. Han stoppede som forsanger i Runrig efter 23 år i det populære, skotske folkrockband.

Det skulle have været startskuddet på en politisk karriere, men endte i stedet med at blive til en solokarriere.

Donnie Munro havde altid været tilhænger af Labour-partiet i Skotland, og da der blev udskrevet valg i 1997, tog sangeren chancen og stillede op, men måtte samtidig sige farvel til sit band ved tre følelsesladede afskedskoncerter på Stirling Castle.

Pressefoto

Efter en tæt valgkamp tabte Donnie Munro valget til en liberal politiker i kampen om at repræsentere Ross, Skye og Inverness West i det skotske parlament. To år senere stoppede han sin politiske karriere.

I 1998 blev han rektor for University of the Highlands and Islands Millenium Institute, et job han havde i tre år, hvor det gæliske sprog var i højsædet. I det hele taget har hans barndoms sprog altid lagt ham på sinde, og han har i mange år brugt sine ferier til at undervise i gælisk både i sin hjemstavn på Isle of Skye og på de nærliggende øer. Han har også undervist i kunst i bl.a. Edinburgh og Inverness.

Slagsange og lokale sprog

Men da den politiske karriere gik på hæld fik Donnie Munro lyst til musikken igen og udgav i 1999 sit første soloalbum. Året efter samlede han et band og begyndte at turnere. Det er siden blevet til adskillige albums og en enkelt DVD. Bl.a. har han indspillet ”Flower of Scotland” til en fodboldlandskamp, og denne video er siden blevet vist mange gange inden landskampe. Han har også udgivet slagsangen ”Down Under” for det skotske rugbylandshold, da de skulle deltage ved VM i Australien.

Donnie Munro har på det seneste gjort et stort arbejde i et nyt nationalt center for kreativitet og kultur, hvor det især er de lokale sprog, han kæmper for at bevare.

Donnie Munro spiller på årets Skagen Festival på fredag..

http://www.donniemunro.co.uk/

http://www.skagenfestival.dk/