Fænomenet Oliver Anthony og hans sang “Rich Men North of Richmond”, som vi for nylig omtalte
(https://rootszone.dk/oliver-anthony-usas-nye-stemme), fortsætter med at skabe røre. Ikke kun i USA, men i
resten af verden kommer løbende reaktioner på hans virale succes. Sanger/sangskriveren har sat helt nye
standarder for, hvordan man kan nå ud til store lytterskarer på rekordtid og samtidig bryde de gængse regler i
musikbranchen.

En af de første musikere til at reagere på Anthonys sang var den britiske sanger/sangskriver Billy Bragg, som
har skrevet og udgivet en sang som en slags svar. Bragg fik sit gennembrud i punkmusikkens slipstrøm og
har siden starten af 1980’erne været en markant venstrefløjsaktivist. Derfor var det ikke overraskende, at han
udtalte:
”Siden jeg så klippet med Oliver Anthony, der sang sin sang ”Rich Men North of Richmond”, har Woody
Guthries spøgelsesstemme hvisket i mit øre”. Bragg skrev sangen “Rich Men Earning North of a Million”,
og hans tekst konkluderer forudsigeligt, at fagforeningen har hjælp og svar på Anthonys og andres
utilfredshed.
Siden er der kommet flere svarsange samt parodier som f.eks. ”Poor Man South of Portland”, og der er
udgivet talrige videoer, som manipulerer med den oprindelige og f.eks. viser folks reaktion på sangen. Siden
Anthonys rekordagtige gennembrud er der kommet lidt flere oplysninger, som langsomt løfter sløret for den
hidtil helt ukendte person, der er hvirvlet ind i en uhørt mediestorm, som mest foregår på YouTube.

Han er fra Piedmont, Virginia, droppede ud af skolen i 2010 som 17-årig. Han fik arbejde på en papirmølle,
hvor han pådrog sig en arbejdsskade i 2013, som gjorde ham uarbejdsdygtig i et halvt år. Siden har han haft
løse jobs og har selv oplyst, at han har kæmpet med psykiske problemer og et alkoholmisbrug.  Anthony
begyndte at skrive sange, og de har gjort ham til en slags arbejderhelt, og han er blevet sammenlignet med
både Woody Guthrie og Hank Williams.

Oliver Anthony har også udtalt, at han er upolitisk: ”Jeg er bekymret over den måde, som højrekræfter
karakteriserer mig som en af deres, og venstrefløjen, der prøver at miskreditere mig. Det må
stoppe”. Forleden fik han sit tredje barn, og om sine planer udtaler han: ”Jeg vil være hjemme det meste af
november og december og arbejde på at skrive helt nye sange til tidlig 2024-udgivelse. Jeg har mange sange,
som ikke er færdiggjort på grund af de sidste måneders hvirvelvind”.

Den internationale musikindustri har med bekymring fulgt Anthony. Grammy-komitéen kom i et dilemma.
Han er på alles læber, men han har ikke fulgt de sædvanlige mønstre, og resultatet blev, at han ikke er
inkluderet i de netop offentliggjorte nomineringer.

Anthony har nu lavet en aftale med et bureau, som hjælper ham med karrieren. Der blev først booket
koncerter, men da han opdagede, hvor høje billetpriserne var, nægtede han at optræde. Nu har han imidlertid
lige offentliggjort en større Out From The Woods-turné, som bringer ham til Europa. Han har fået en
hjemmeside, hvor der annonceres med merchandise, som dog ikke er fremstillet endnu..

Vi må også vente almindelige pladeudgivelser fra ham – i stedet for de YouTube-sange, som han selv har
udgivet. Indtil videre tyder det derfor på, at outsideren Oliver Anthony er ved at finde ind i musikindustriens
rammer.