Pressefoto

Kvartetten Morild er indtil videre lagt på hylden, men til gengæld er halvdelen af bandets medlemmer med i det nystiftede band Brag®.

Det er Christine Dueholm på slagtøj og strengeinstrument-virtuos Perry Stenbäck fra Morild, som nu er sammen med bassisten Jesper Bylling og Henrik Andersen på 52-strenget guitar.

Den nye kvartets navn er hentet fra den gamle nordiske gud for musik og poesi. Brag® spiller såvel nyfortolkninger af gamle og selvkomponerede valse, viser samt schottisch og polskor.

Bandet kan for første gang opleves live i Viseteltet 11. august ved festivalen Musik over Præstø Fjord.

Allerede dagen efter spiller Brag® i Mariehaven i Ansager, og senere på måneden kan man opleve dem på Hagges søndag under Tønder Festivalen.