Efter en flot afviklet Midland Festival i midtjyske Hampen er cowboyudstyret nu tilbage på hylderne. Men det behøver ikke samle støv, for 23. 24. september afholdes en minifestival på Sjælland. Det bliver i Multihallen ved Storebælt Camping og Feriecenter i Korsør.
Fredag 23. begynder med Writers Round, hvor flere singersongwritere vil underholde og spille sammen og hver for sig, inden Hillbilly Approval giver koncert. Lørdag afvikles workshop i linedance, og så står Johnny Horsepower på programmet med en lang række Johnny Cash-numre, som nok skal få minderne om den populære amerikaner til at vende tilbage.
Sentiment Falls (øverste foto) fra Sverige, der gav koncert i Hampen, står også på programmet til september, ligesom Fistful of Dollars med Tamra Rosanes. Så det bliver da klart ikke en kedelig festival, selv om sommeren nok er gået på hæld til den tid. Men det er musikken til gengæld ikke!