Der blev lynhurtigt skabt en fuldfed stemning fra første minut i den fyldte københavnske bluesklub Mojo, da americana-trioen Cheap Jeep trykkede speederen i bund forleden. Koncerten fejrede udgivelsen af deres første album sammen, ”Weather Lady”, efter tre fælles EP’er. Det tydeligvis forventningsfulde publikum var totalt på lige fra start og hele vejen igennem.
To af triomedlemmerne kommer oprindeligt langvejs fra – nemlig fra hhv. Australien (nærmere bestemt Tasmanien som en vis Mary) og fra North Carolina og senere Nashville. De hedder hhv. Tom Dockray, der spiller sprudlende resonatorguitar og Rick Hauchmann på sprød og forførende mandolin (og begge vokal). Danske Mads Bendtsen kom med på vognen for ikke så længe siden med sin swingende kontrabas/vokal.
Som Cheap Jeep suser de afsted med deres stærkt stemningsfulde folk-americana-country-bluegrass-fed musik. De leverede et lækkeri af en på alle måder velspillet, charmerende, sammentømret, dynamisk, engagerende sæt, som gik lige ind hos enhver i det propfyldte rum.
Mojo summer i sig selv stort set altid af en skøn stemning – denne aften syntes den at ramme og indtage hvert eneste menneske hele vejen rundt. Cheap Jeep indtog virkelige hele rummet og alle i det, hvilket de også er kendt for at gøre. Men det var ret exceptionelt.
Tom Dockray startede sin musikkarriere i Australien, hvor han udgav flere album med egne sange. Han tog sine musikrødder med til Danmark og har nu boet og spillet her i årevis og har taget eksamen på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København og underviser sideløbende med sin mere udøvende karriere.
Rick Jauchmann har taget musik med fra især Nashville – ikke mindst bluegrass og med Mads Bendtsen har Cheap Jeep fået endnu et gear at skrue på, Sammen har de fuld fart frem med et splinternyt album, ”Weather Lady”. Man kan roligt sige, at jeepens passagerer er garanter for et varieret, veloplagt og superrytmisk soundtrack til en dejlig aften på et af hovedstadens bedste spillesteder. Og til livet.
Trods meget forskellige baggrunde har de tre musikere et tydeligt musikalsk slægtskab og er fælles om et fokus på historiefortællende sangskrivning og melodiske sange med flot vokalarbejde og instrumental virtuositet. Som de selv udtrykker det, så skaber de landskaber i en symbiose af ”stejle traditioner, lovløshed, nysgerrighed, åbenhed og fri leg”.
Albummet kredser om emner, der nok ikke sædvanligvis fylder så meget i sangskrivning. Nemlig om de ting, der bliver aktuelle efter den første ungdom, ting som ægteskab, børn. ansvar, forpligtelser og følelser omkring det at være midt i livet. Det voksne liv. Så ”Weather Lady” er et ”coming of middle-age”-album om accept, håb og livets kompleksitet fortolket med eftertænksomhed, håb og dedikation til deres americana-sjæle.
Derhjemme down under blev Tom Dockray kaldt “the most authentic old timey guitar picker and songwriter in Melbourn”. Selv om triosaamarbejdet er forholdsvis nyt, var de tre musikere tydeligvis helt hjemme på scenen og sammen. Deres evne til at gøre Mojo til deres helt egen kørebane vidner om masser af erfaring, musikalsk nerve, autenticitet, overskud og rent ud sagt kæmpe musikalitet. Cheap Jeep kørte succesen hjem – og har mange kilometer i sig og det spritnye album i bagagerummet. God tur videre.