24.-27. september inviterer Aarhus Folk Festival til fire dage med folkemusik, dans, koncerter, fællessang, workshops og musikalske møder – og med en særlig opvarmning allerede onsdag.
Der bliver rig mulighed for at få både fødder, ører og nysgerrighed i bevægelse, når Aarhus Folk Festival igen samler musikere, dansere og publikum omkring den levende folkemusik. Fra torsdag til søndag breder festivalen sig ud over byen med baller, koncerter, jams og workshops, mens onsdag fungerer som en musikalsk optakt.

Floating Sofa Quartet
Festivalen udspringer af Aarhus’ aktive folkemusikmiljø og skabes i et tæt samspil mellem frivillige, kunstnere, spillesteder og lokale kulturkræfter. Det betyder også, at programmet favner bredt: Man kan komme med mange års erfaring på dansegulvet eller helt uden kendskab til folkgenren og stadig finde noget at være med i.
Allerede onsda g 23. september begynder festivalstemningen at brede sig rundt i Aarhus. Som en del af årets opvarmningsdag kan man bl.a.opleve en særlig koncert på Turkis med Julia Bengtson og Geo Pjäserna.
Torsdag står ikke mindst i dansens tegn, når Det Lyse Bal og Kristine Heebøll & Nordisk Dans inviterer til en aften med både pardanse og fællesdanse. Musikken er nøje tilrettelagt til dansen og henter inspiration fra den danske folkedansetradition. Ballet byder samtidig på ny musik og nye arrangementer skrevet for strygekvintet og percussion.
Dansemester Henrik Larsen hjælper publikum gennem dansene i samarbejde med Nordisk Dans Aarhus. Før ballet er der en introduktion, hvor man kan lære de grundlæggende trin, og undervejs bliver der givet flere små instruktioner. Man behøver derfor hverken være rutineret danser eller kende en eneste folkedans på forhånd for at deltage.

Mette Kathrine Stærk Jensen
Fredag eftermiddag bliver der mulighed for at komme tættere på musikken, når Mette Kathrine Jensen Stærk og Jullie Hjetland mødes til en samtalekoncert.
Her bliver koncertoplevelsen kombineret med samtale om musikken og de historier, der ligger bag. Mette Kathrine er rigsspillemand, harmonikaspiller, fortæller og bl.a. kendt fra Zenobia og Jensen & Bugge. Hendes musikalske univers er tæt forbundet med den danske spillemandstradition og de mennesker, hun har mødt gennem den.
Jullie Hjetland har dansk-norske rødder og arbejder i krydsfeltet mellem nordisk folkemusik, jazz, scenekunst og elektroniske lyduniverser. Stemmen og kroppen er centrale redskaber i hendes musikalske arbejde.
Om aftenen fortsætter programmet på Turkis med hele tre koncerter.Først kommer unge musikere fra stævnerne Rod og Fod, hvor både musik og dans er en del af oplevelsen. Derefter går festivalens huskunstner Fredy Clue på scenen sammen med Julia Bengtson. Fredy Clue trækker på svensk folkemusik, egne sange og et råt, personligt udtryk, hvor fortællinger, humor, dans og musik flettes sammen.
Svenske BOOT runder aftenen af og består af Samuel »Loop-Tok« Andersson, Ola Bäckström og Hållbus Totte Mattsson.
Lørdag eftermiddag er der mulighed for at gå helt ned i detaljen, når Floating Sofa Quartet holder workshop i finsk polka. Her handler det om at forstå den særlige rytme, bevægelse og fremdrift, som kendetegner den finske dans. Workshoppen er årets mere nørdede tilbud, men arrangørerne understreger, at man ikke behøver være en erfaren danser for at være med. Let øvede er også velkomne, og det er ikke nødvendigt at have en dansepartner med.

Floating Sofa Quartet
Floating Sofa Quartet består af fire folkemusikere fra Danmark, Finland og Sverige. Siden 2013 har gruppen udviklet sit eget bud på nordisk folkemusik og har gennem mere end et årti spillet for publikum og dansere rundt omkring i Nordeuropa.
Workshoppen foregår i PH-salen i Studenterhus Aarhus og varer 70 minutter. Senere på dagen fortsætter samarbejdet, når Floating Sofa Quartet spiller til bal i Stakladen.
Lørdag byder også på et møde med den københavnske trio Cheap Jeep. Tom Dockray, Rick Hauchman og Mads Bendtsen skaber et akustisk univers med resonatorguitar, mandolin, kontrabas og trestemmige vokalharmonier. Udgangspunktet er folk, bluegrass og country, men trioen bevæger sig frit uden for de traditionelle genrer.
Festivalens sidste dag sætter fællessangen i centrum.
Sanger Karen Mose fra Phønix (øverste foto) står i spidsen for årets sang- og korworkshop. Hun er vokset op i en folkemusikfamilie og har et stort repertoire af ballader og folkeviser med sig.

Karen Mose
På workshoppen skal deltagerne arbejde med sange fra Phønix’ repertoire og forberede sig på at synge sammen med orkestret senere på dagen. Der bliver både arbejdet med flerstemmighed og med at finde en fælles klang, mens sangenes historier, rytme og forbindelse til dansen også får plads.
Og det, man lærer om eftermiddagen, skal bruges med det samme. For søndag aften klokken 19.00 giver Phønix koncert i Skt. Lukas Kirke, hvor workshopdeltagerne medvirker som et midlertidigt kor. Koncerten har gratis adgang.
Det internationalt anerkendte folkemusikorkester tager bl.a. fat i salmetraditionen og giver kendte melodier en folkemusikalsk behandling. På den måde bliver kirkens rum fyldt med både traditionelle toner, rytme og det særlige samspil mellem sangere og musikere.
Aarhus Folk Festival slutter dermed, som den begyndte: med musik, der ikke bare skal lyttes til, men opleves sammen med andre.