En sangskrivercirkel med fem stærke herrer, fem guitarer og masser af musikalsk nærvær. Gentlemen’s Circle er næsten blevet en institution på Tønder Festival. Opskriften er enkel: Fem sangskrivere på samme scene, der på skift spiller en sang, fortæller historien bag den, og – når det fungerer allerbeds -blander sig i hinandens musik. Det gør det denne eftermiddag.
Cirklen bestod i år af canadiske Daniel Lanois (øverste foto), amerikanerne Aaron Lee Tasjan, Erik Koskinen og Leon Majcen samt svenske Jesper Lindell. Fem guitarbevæbnede gentlemen, der hver især har noget på hjerte.
Aaron Lee Tasjan
Og lad det være sagt med syvtommersøm: Uden at tage noget fra de fire andre dygtige musikere og sangskrivere var Daniel Lanois denne eftermiddag i en klasse for sig. Som den eneste kunne han ubesværet træde ind i de fleste af de andres sange og tilføre dem et ekstra lag. Ikke mindst med hans højtelskede pedal steel, som synes at kunne forgylde næsten alt, han rører ved.
Erik Koskinen var første mand til at tage teten i rundkredsen. Stærkt guitarspil og en god, drævende amerikansk stemme satte tonen. Leon Majcen fulgte op med historien om en ven med ”troubles”, der kom på besøg med en flaske mezcal. Da flasken var tømt, var problemerne løst og en sang skrevet.
Svenske Jesper Lindell sang ”Life Is God”, inden Aaron Lee Tasjan i hæsblæsende tempo satte fut under teltet med ”This Love Is the Dangerous Kind”. Koskinen understøttede, og til sidst føjede Lanois et lille crescendo til på sin pedal steel.
Jesper Lindell
Så blev det canadierens tur. ”Oh Louise, I’m Losing My Head” kom med tordenstemme, inden den snart 75-årige Lanois leverede en lille filosofisk lektion i sangskrivning: ”Boy meets girl, fall in love, get children, get divorced, a whole life, a film inside your head, two and a half minutes.”
Måske er det i virkeligheden hele Gentlemen’s Circle-konceptet kogt ned til én sætning: Et helt liv fortalt på to et halvt minut.
Leon Majcen
Og sådan gik turen rundt. Da det igen bliver Aaron Lee Tasjans tur, fortæller han om sit første spillejob på en bar. En kvindelig gæst, fortæller han, sidst i 70’erne, kastede sig ud i vild boogie og jive foran scenen. Efter koncerten takkede hun ham varmt for musikken. Senere stod hun uden for baren under en lygtepæl med en rød Marlboro mellem fingrene, inden en motorcyklist samlede hende op, og de forsvandt derfra sammen. Hvis ikke det kalder på at blive til en countrysang, hvad gør så?
Og ganske rigtigt: Vi får ”In the Memphis Rain”, hvor Lanois igen følsomt lægger sin pedal steel ind over sangen. Canadieren løfter ubesværet de numre, han spiller med på, og giver dem en ekstra dimension.
Men eftermiddagens måske største stjernestund tilhører Tasjan. ”12 Bars” bliver indledningen til en improviseret, talking-blues-agtig fortælling om de mange forskellige barer, han har drukket på. Han insisterer på, at nummeret ikke er blues. Det er det selvfølgelig. Undervejs fletter han Bob Dylans klassiker ”The Answer My Friend Is Blowin’ in the Wind” ind og vender den på hovedet: ”The answer, my friend, is on the internet”.
Erik Koskinen
Tasjan får også kækt lokket Lanois på banen med en magtfuld guitarsolo: ”Go ahead, Daddy”. Efterfølgende konstaterer Lanois tørt: ”That one is a hard one to follow.” Så tager han selv over med ”Sad Eyes”.
Som en naturlig afslutning bliver også den netop afdøde Dolly Parton mindet. Hendes klassiker ”Jolene” får en nedbarberet og stilfærdig behandling. Du ved: “Please don’t take my man, just because you can.”
Koskinen tager vokalen, mens hele holdet spiller med bag ham. Pedal steel svæver ind over det hele, og til sidst synger hele teltet med på omkvædet. En sand fællessang.
Og måske er det netop dét, Gentlemen’s Circle kan noget særligt med. Det handler ikke om, hvem der er størst, eller hvem der får mest plads. Det handler om sangene, historierne og det musikalske møde mellem fem forskellige kunstnere.
