Årets Mariefestival bliver afviklet fra 4. til 6. september. Det bliver selvfølgelig under særlige forholdsregler og andre retningslinjer end normalt. Men der kommer igen musik og glæde i gaderne og i de mange spillesteder i vestjyske Ansager. Der åbnes som vanligt med fælles optog af musikere, sangere og publikum fra Mariehaven og gennem byens gader til torvet i Ansager, hvor den egentlig åbning bliver foretaget fredag 4. september kl. 16.00.
Man kan opleve troubadouren, sangeren og sangskriveren Anders Mikkelsen med viser og sange, som både indeholder humor, holdninger, ironi og giver stof til eftertanke. Den dansk/italienske sangskriver Marc Facchini danner duo med Marie Jagd, og parret præsenterer skandinaviske viser i moderne udgave, blandet med rytmer fra mange forskellige kulturer.
Færingen Stanley Samuelsen kan blive præsenteret både som sanger, sangskriver, musiker og komponist. Hans musik er inspireret af hjemlandet og med store følelser både på dansk og på hans modersmål og med varme og charme. Tom Brakl begyndte som gademusikant, men dansk/ireren har udviklet sig til en af de bedste fortolkere af de kendte folkesange. Han har optrådt på mange spillesteder og ved festivaler over det meste af landet. Vestjyske Folk Friends går lige i hjertet på publikum med deres charmerende optræden og mange gode historier. Her kan man lytte til både kendte og mindre kendte skotske og irske melodier, men også danske sange kan være på bandets repertoire.
Endelig kan man også glæde sig over at møde The Grandfætters og Kejser Larsen band – og mange flere. Der står op mod 30 bands og solister på programmet, og selvfølgelig er Helge Engelbrechts band Neighbours & Friends (øverste foto) også på programmet. Især ved søndagens afslutningskoncert i Mariehaven.
Da man ikke må etablere den faste festivalcampingplads på grund af corona, opfordres byens borgere til at åbne deres haver eller indkørsler for gæster med campingvogne eller autocampere.
https://mariefestival.dk/index.html