Helene Blum barsler i dag med sin nye CD  ”Men med åbne øjne”. Titlen kommer fra et digt af Poul Borum og passer præcist på hende. For hun har meget åbne øjne for livets og musikkens mange muligheder. Gaffa kalder albummet ”moderne og alt andet end tilbageskuende”, ”en rigtig attraktion” og ”et vellykket, sammenhængende hele”, og rootszone.dk har også sendt rosende ord.  

Der er lagt op til en imponerende koncertrække her i 2013 for Helene Blum, som skal en hel del udenlands sammen med sin mand og musikpartner Harald Haugaard. Med på turneen skal også, det meste af tiden, den snart et halvt år gamle datter foruden en barnepige/hjælper eller to til babysitting og salg af merchandise.  

”Vi fik prøvet det af på turne i november og december, og det er trygt at finde ud af, at livet kan flaske sig så godt. Men jeg er af den overbevisning, at ting godt kan lade sig gøre, når man selv giver den en skalle og vil tingene. Jeg VIL leve som musiker, og jeg synes godt, man kan leve af det, hvis man netop har øjnene åbne for chancer og muligheder. Selvfølgelig er det her et dyrt show at have kørende, men vi lever ikke et materialistisk liv. Det er musikken, der er vores rigdom, og det giver en utrolig fylde.”

Sådan siger 33-årige Helene Blum, hvis nye album ”Men med åbne øjne” blev anmeldt her på siden i sidste uge, men udkommer officielt i dag den 28. januar. Hun trives i sin nye rolle som mor, ”og man bliver bare mere struktureret”, siger hun. Men det ændrer ikke på ønsket om at lave musik og tage på turné. Albummet er blevet til, mens hun var gravid, men var også på vej før det. 

Helene Blum lever livet med meget åbne øjne. Det lille ”Men” i titlen stammer fra CD’ens sidste sang, en tekst af digteren Poul Borum, hvor linjen ”Men med åbne øjne” forekommer. Sjovt nok er netop dette vers ikke med, men det er tydeligt, når man taler med Helene, at hun bare i det hele taget er et åbent menneske.  

”Man behøver bare at se ud af vinduet for at opleve noget nyt og mærke et nyt flow indeni sig selv. Hvis man lægger sin energi og sin opmærksomhed på det, så får man lyst til det hele. Man kan ikke lade være. Der er så mange muligheder. Jeg synes også, at folkemusikken er sådan: Åben for alting.”

”Det gælder også om at gøre sit benarbejde, for tingene sker jo ikke af sig selv. Man må opdyrke områder og høste senere. Det er vigtigt at finde de helt rigtige samarbejdspartnere, bl.a. bookere, som hjælper én, og som man virkelig swinger sammen med, og det kan jo tage år. Men det er vigtigt, fordi det er dem, som skal repræsentere dig/os ude omkring, ligesom vi præsenterer et stykke Danmark, når vi spiller i f.eks. USA, Canada, Italien, Storbritannien, Østrig og Tyskland. Der er en stor åbenhed over for skandinavisk musik, ikke mindst i Tyskland, hvor folk er kulturelt fundrede og enormt meget på. Mange steder kender de os efterhånden.”

Helene Blum og Harald Haugaard skal besøge alle de nævnte lande i løbet af 2013, USA hele to gange, og også spille en hel del jobs herhjemme. Ikke en eneste måned uden turné. Men det giver en stor ballast at være så meget på landevejen, siger hun frejdigt. Jeg spørger, om de er et romantisk powerpar, de to veletablerede musikere? Til det spørgsmål svarer Helene (selvfølgelig):

”Sådan tænker vi slet ikke på det. Vi har begge en solokarriere. Men det er klart en fordel at arbejde sammen, og det er meget uproblematisk, for vi respekterer og giver plads til hinanden. Man kan gribe hinandens ideer og hjælpe hinaden. Snakke, skrive og være i et flow. Vi har kendt hinanden altid  og har arbejdet sammen, inden vi blev kærester. Men det er godt at have sin egen profil og at udgive hver for sig. Man skal have sit eget sted – hvert sit sted. Det er et sundere fundament.” 

Pressefoto: Sigrid Nygaard

Helene Blum var sammen med Karen Mose den første uddannede sanger fra folkemusiklinjen i Odense. Det var i 2004, og siden har hun indspillet fire soloalbums og vundet en Danish Music Award for sin  debut i 2005.

”Vi to sangere fik en en fantastisk ballast. Folkemusikken gik virkelig til stålet, og det var intense år. Vi var kun tredje årgangs, og de studerende var med til at præge uddannelsen. Karen og jeg var ”bare” sangerinder, men vi fik masser af indblik i det instrumentale undervejs. Rigtig god ballast.”

Hvorfor valgte du folkemusik?

”Jeg troede egentlig, at jeg skulle være klassisk pianist. Men miljøet og historien i folkemusikken trak i mig. Folkemusik er som at komme ind i en varm stue, og der er en stor frihed i folk’en og den rytmiske musik i det hele taget. Man kan forme meget af den selv. Jeg er fra en slægt, der synger, og den danske sangskat var meget nærliggende for mig. Jeg fandt mit eget sprog og ståsted og vidste, at det var den her vej, jeg skulle. Jeg holder stadig meget af ny klassisk musik, men også af singer-songwriters. Mit nye album har en større frihed end før, synes jeg. Efterhånden kan man lege mere. Måske et der bare sådan, at når man kan genkende sig selv i musikken, så bliver det bare endnu bedre. Men man er aldrig i mål, der er altid udviklingsmuligheder. At man kan udtrykke sine tanker er tegn på, at de er der!”

I har valgt en smal genre?

”NEJ, det synes jeg ikke. Vi er jo egentlig ikke så mange, trods alt. Igen synes jeg, at det gælder om at se mulighederne. Man må byde livet indenfor, når det banker på. Tage chancer og vove ting. Være på. Jeg er frihedsnarkoman, men har haft en utrolig tryg og fri barndom på Vestfyn i en slægt med masser af meninger, hvor man var omgivet af holdninger til alting. Man var nødt til at finde sit eget ståsted. Det blev et tema for mig at rejse ud i verden og være alene, og jeg boede bl.a. i Irland og i Israel. Jeg ville lære at møde mennesker og kaste mig ud i livet, selv om det kan være sårbart. Man skal være lidt modig, synes jeg, for at slippe kontrollen og få det ud i kunsten. Det er en udfordring at blotte sig og sine følelser. Men på ”Men med åbne øjne” har det været enkelt at give slip og bare være i det. Give los når man spiller. Det er en udfordring, som jeg føler er ved at lykkes.”

Når man er mor til et barn på ikke engang seks måneder, gælder det om at få brugt de stunder, hvor hun sover og ikke kræver opmærksomhed. Det ved enhver forældre. Så vores samtaletid er ved at være gået, og Helene Blum siger:

 

Pressefoto: Sigrid Nygaard

”Jeg plejer altid at blive spurgt om, hvad ”sådan en ung pige som dig laver i folkemusikken?” Det er jeg så glad for, at du ikke gør, for lige præcis dét er jeg træt af. Nu er jeg altså også blevet 33 år og kan heldigvis heller ikke leve på bare at være lovende længere, heldigvis! Nu er alt fokuseret på, at det handler om musikken.”

Og datteren. Og livet. De mange muligheder man skal se på med åbne øjne. Og gribe.”Det er godt, når man går og grunder lidt over nogle ting efter et interview,” skriver hun i en SMS lidt senere.

Det gør jeg også, for det har været en dejlig samtale med en varm, moden og eftertænksom kvinde og musiker, som på grund af interviewet skal sætte ord på tanker og følelser, der jo ikke nødvendigvis er statiske. Udvalget af sange på albummet er også er udtryk for, hvor hun er lige nu. Hun befinder sig et spændende og godt sted i sin tilværelse, som betragtes og bruges med åbne øjne og åbent sind. Fremadskuende, men nok alligevel mest i nuet.  

 

www.heleneblum.dk