World Nordic Xchange Festival sluttede lørdag med en flot finale i Århus Musikhus med dansk og indisk musik.
Var det ikke et tårn fra et tempel, der kunne ses i det fjerne lørdag eftermiddag fra Musikhusets cafe?
Var det ikke en indisk elefant man kunne ane ryggen af nede på Åboulevarden, hvor man næsten kunne se farverigt klædte kvinder og mænd bade i den hellige flod?
Associationerne kom nemt ind på nethinden, da Anita Lerche indviede de cirka 300 fremmødte i Punjabi’s festlige sang og dansetraditioner.
At festivalens indiske indslag netop faldt på dagen for den store indiske festdag Diwali ”Lysets festival”, så der var ca. en tredjedel med rødder i Punjabi til stede, gjorde ikke oplevelsen mindre. Tværtimod satte det stemning et par grader i vejret, og mange af de fremmødte tog forskud på den fest, de skulle holde om aftenen, med festlige danse foran og på scenen.
Anita Lerches smukke sange og dejlige danse åbnede en ny musikalsk dør for mange af de fremmødte, og man kunne for en times tid glemme tid og sted og de lave temperaturer udenfor.
Det var også en tilfreds arrangør Bo Johansen, som rootszone fangede mellem hans mange gøremål: ”Jeg synes at det overordnet er gået rigtigt godt. Der har været mange forskellige musikalske møder, og musikken har været med til at skabe åbenhed og dynamik langt ud over scenekanten,” kunne initiativtageren til festivalen fortælle, og fortsætte: ”Jeg synes, der har været en meget høj kvalitet af kunstnere, og det kan vi takke Folkemusikkens Fælles Sekretariat og World Music Denmark for. Og jeg mener også, at det er lykkedes at få musikken ud til utraditionelle spillesteder, ligesom mange har lyttet i lokalradioen, og mange har se koncerterne på nettet. Og i de næste dage vil det i øvrigt være muligt at gense dem her, da vi har fået tilladelse til genudsendelser.”
Bo Johansen fra PromoXon har haft omkring 10 frivillige til at hjælpe med afviklingen af de seks koncerter, der er blevet støttet af Århus Kommune og Statens Kunstråd.