Eivør

Eivør

Eivørs sang og musik bliver aldrig mainstream. Dertil er den færøske sangerinde i en liga helt for sig, når det gælder elektrofolk-genren, som hun behersker til fulde på fascinerende vis. Hun bevæger sig i sin egen retning, uanset om hun synger på engelsk eller på sit modersmål. Som på sine to seneste CD’er, der udkom samtidigt sidste år: ”Slør” på færøsk og ”Bridges” på engelsk.

Høgni Lisberg i aktivitet

Høgni Lisberg i aktivitet

Hovedindholdet i hendes sæt på ”Alfreds Scene” var hentet fra netop disse to albums. De supplerede hinanden godt under en koncert, hvor Eivør endnu engang bjergtog alle med sin stemmepragt, så man fik gåsehud, samtidig med at de små hår i nakken rejste sig.

Hendes krystalklare stemme skar sig nærmest gennem luften som en issyl under teltdugen sammen med eftermiddagens sidste solstråler. Selv om hun ofte skifter instrument fra ukuele til akustisk eller el-guitar, så mister hun aldrig følingen med disse. Og når hun tager sin håndtromme frem, fornemmer man urkraften med fortidens kraftfulde lyde, samtidig med at hun klagende, blidt og aggressivt giver det fantastiske nummer ”Trøllabundin”.

Netop her viste den 32-årige singer-songwriter igen, at hun i så ekstrem grad behersker både sin stemme og instrument. I de øvrige numre blev hun fortrinligt hjulpet af den energiske trommeslager Høgni Lisberg og Mikael Blak på keyboard og bas.

foto43558