Muireann Nic Amhlaoibh fra Danu. Fotos: Per Dyrholm

Muireann Nic Amhlaoibh fra Danu. Fotos: Per Dyrholm

Nu fik jeg lige hørt radioprogrammet på P5, som sendes hver tirsdag kl. 19 til 20. Det gør det på DAB-radio, som jeg ikke har, men jo også på nettet, så i virkeligheden kan man høre det når som helst. Sådan har det også været for mit vedkommende – man går bare ind og finder det, når man lige kommer i tanker om det. Men naturligvis kan der være god grund til at høre det på dagen, for værten Jørgen Bøgen blander ikke kun, men også kortene – altså numrene – i forhold til, hvilke bands der lige er aktuelle. Hvem er ude med nyt album, hvem er på turné, hvem er på vej, hvilke folk-events er på tapetet.

Duncan Chisholm fra Wolfstone

Duncan Chisholm fra Wolfstone

Her den 3. november handlede programmet bl.a. om, at skotske Wolfstone er på en kort turné i Danmark, og det samme gælder The Dublin Legends, hvor et par stykker af de gamle The Dubliners spiller sammen. Så naturligt nok spillede han de bands (alle tre). Der var også et par numre med Dánu, der spiller på Copenhagen Irish Festival, der finder sted fredag og lørdag i København. Her kan man også høre Goitse, Caladh Nua og Matt Cranitch & Jackie Daly.

Andre navne i dagens program var Lasse og Mathilde, Djursland Spillemændene, Anders Mikkelsen og The Bills. Programmets undertitel er ”Det ugentlige program om folkemusik i bred forstand – nyt og gammelt, dansk og udenlandsk”. Det lover ikke for meget, men det sikrer bredden. Nogle gange er det mere spændende end andre, sådan vil det være for den enkelte, men jeg synes, at programmet kommer rigtig godt rundt i folk-universet. Man får lidt af den aktuelle info, som vi er mange, der stadig savner fra FolkNyt på P3, og der er mange dejlige genhør fra ’gamle dage’, som man ikke lige havde tænkt på længe.

ruth moody

Ruth Moody

Lad mig bare nævne navne fra de seneste to ugers programmer: I sidste uge var det Oysterband, der er på turne i Danmark og vist har endnu et par koncerter, skotske Silly Wizard (kan du huske dem?), irske Sinéad Lohan, Arne Würgler, Allan Olsen, Spillemændene og amerikanske 10.000 Maniacs, der har udsendt et album med traditionelle sange. Og i ugen før det var Stig Skovlind, Christensen & Kanne, Walther, The High Kings, Plainsong, Richard & Mimi Farina, Don Henley med Alison Krauss og australske Ruth Moody, som vi sidst kunne opleve live i Tønder sammen med de andre i The Wailin’ Jennys.

Jamen, det var bare det. Lyt. Husk også gerne at tjekke vores kalender og se, hvem der spiller hvor og hvornår. Vi har ikke alle, men vi prøver. Send gerne info.