Denne gang gælder det den amerikanske kyst, og Gangspil, som fra i år blev en duo med Kristian Bugge på violin og Sonnich Lydom på harmonika og mundharpe, har allerede spillet den første koncert. Det skete fredag aften i Boston – samme dag som de ankom her fra Danmark.

Lørdag d. 25. november står de to gæve spillemænd kl. 19.30 amerikansk tid på scenen i selveste New York City – i O’Briens Public House. Der bliver ikke meget tid til at udforske the big apple, for søndag står den på hele to gange Gangspil. Kl. 13 sker det i Montague Center i Massachusetts, og kl. 22 spiller de op til dans i Brattleboro, Vermont.

Og hvorfor skal vi vide det i Danmark? Jo, for det første er det faktisk enestående, så meget danske folkbands spiller ganske mange og ofte substantielle turneer rundt omkring i verden og langt hen ad vejen (måske den hele) selv har gjort arbejdet for at opnå det. Det gælder jo ikke mindst Kristian Bugge, fordi han indgår i så mange konstellationer. Lige nu altså med Sonnich Lydom i Gangspil, som har spillet flere gange før i USA.

Kristian Bugge

I september var Jensen & Bugge igen-igen over there, hvor duoen fejrede udgivelsen af ”Dwight Lambs Danish Tunes”. Den indeholder en samling af de melodier, som Jensen & Bugge har lært af Dwight, siden de mødte ham for nogle år siden i Iowa, og er nu udgivet i Danmark. Nærmere omtale af denne bog kommer her på rootszone.dk inden længe.

Nå jo, og så for det andet! Det kan jo være, at I herhjemme har familie og venner i de pågældende byer, som I har lyst til at oplyse om, at der er dygtige, danske spillemænd på spil i nærheden og hvorfor ikke høre dem? Eller du kender nogen, som lige præcis opholder sig på den amerikanske østkyst for tiden og i næste uge, måske lige der hvor de to spiller. So why not?

Bugge og Lydom napper endnu en koncert i New York, når de mandag d. 27. spiller i The Danish Home for så at fortsætte med en house concert tirsdag i Silver Spring, Maryland. Huskoncert er det også, når de d. 29. november spiller i Richmond, Virginia og det samme torsdag d. 30. november i Asheville, North Carolina.

De bliver sørme i samme stat dagen efter, den 1. december, nemlig i Brasstown, NC, hvor koncerten er på John C. Campbell Folk School. Lørdag d. 2. december spiller de på Scandinavian Christmas Fair i Raleigh. Alle adresser på spillestederne kan du se på www.trad.dk og på www.facebook.com/traddk/events

De to erfarne, flittige (og meget andet positivt) musikere har allerede en USA-turné mere i støbeskeen til februar 18.