Medskribent: Lissen Jacobsen
Ingen af os havde på forhånd fået læst anmeldelser af den nye Coen-film fra 2013, hvor den vandt Grand Prix ved Cannes Festivalen. Men vi havde dog fået det indtryk, at det var en musikfilm i stil med ”A Prairie Home Companion” eller dokumentaren ”Searching for Sugarman”, omend man med Coen-brødrene ved roret godt kunne forestille sig, at tilgangen til folkemusikken ville være en anden. Det er den så også, og man kan måske sige, at filmen er for folk, som allerede går op i folkemusikken & miljøet. Folkfolk.
Men hvor deres ”O Brother, Where Art Thou” fra 2000 gav et kæmpeløft til den traditionelle musik fra USA, så er ingen af os særligt sikre på, at denne film vil gøre det tilsvarende på trods af, at det er en god film med rigtig fin folkemusik i. ”Inside Llewyn Davis” er langt mere et drama end en komedie, hvor vi følger musikeren Llewyn Davis mislykkede kamp for succes og hans ikke så vellykkede søgen efter kærlighed, venskab, accept eller bare lidt varme. Den uge i musikerens liv, som filmen skildrer, går i al fald ikke videre godt, og sådan har det været længe. Hans makker i en duo har for ikke så længe siden taget sit eget liv, og Llewyns desperation er stor. Hans egen soloplade rykker ikke en meter.
Vi begynder – og ender – i Gerde’s Folk City i Grenwich Village i New York, en autentisk folkklub . Det er 1961, og Llewyn Davis hutler sig igennem (som mange andre musikere har gjort det). Vi oplever ham som sessionmusiker for Justin Timberlake (der dog spiller en musiker, der sandsynligvis aldrig opnår den berømmelse, JT har opnået!) ved en pladeoptagelse i Columbias studier, til møde med hans aldrende, ineffektive og uentusiastiske manager, på hans sjosken rundt i den iskolde ”village” på jagt efter en sofa at sove på – og så er vi med på en deprimerende køretur til Chicago og retur, hvor en højtprofileret manager ikke har meget fidus til Llewyn.
Vi hører en række fine sange, der er skrevet, sunget og spillet af skuespilleren Oscar Isaac, som gestalter den desperate Llewyn (men stadig med en besk humor i behold) meget overbevisende. Men vi er alt for lidt inde i musikken og alt for meget ude i den barske verden. Miljøet, som skabte en lang række af folkemusikkens giganter, er primært kulisse for en deprimerende og desillusioneret fortælling. Men det er kulisser, der er både detaljerede, korrekte og troværdige. Man føler sig hensat til tressernes Greenwich, og filmen fortæller fint, hvor svært det kan være at blive taget alvorligt, få ordentlige spillejobs og ikke mindst at bryde igennem og leve af musikken.
Filmen bygger på dele af Dave Van Ronks biografi, men er samtidig en allegori over mange andre folkemusikere fra perioden (1961-62). Det ikoniske forsidebillede på Freewheelin’ Dylan præger de grå billeder, og Dylan-spøgelset dukker flere gange op i filmen, bl.a. går ”han” på scenen efter Llewyn på Gerde’s til sidst i filmen. Her er glimrende skuespillerpræstationer, ikke mindst af filmens hovedperson, men som altid også af John Goodman, der kun er med på køreturen til Chicago, og af engelske Carey Mulligan, som faktisk er gift med Marcus Momford. Dialogen er ganske hård og sarkastisk, men har alligevel sine særlige Coen-momenter af komik og ironi. De nærer ægte kærlighed til musikken, og som før er de superviseret af producer T-Bone Burnett.
Det er en virkelig god film, især hvis man i forvejen kender miljøet, problematikken og holder af folk, og salen var iøvrigt propfuld. Efter vores vurdering bliver den ikke brødrene Cohens største succes, og desværre tror vi ikke, at den kommer til at give folk’en et nyt, spektakulært gennembrud og bringe den på ”alles læber.” Dét synes vi er ærgerligt.
Men soundtracket er helt klart værd at investere i, og det er måske herfra, at en yderligere interesse for folkgenren kan udspringe. Og man kan måske også sige, at filmen kan blive endnu en af de mange positive ting, der er sket og sker i, med og omkring folkemusikken i disse år.
Soundtrack Nonesuch records med 12 originalnumre + en uudgivet Bob Dylan-sang.
http://www.insidellewyndavis.com/home
