DC RoskildeDet må de godt, for det er koncerterne sammen med svenske Väsen, der giver anledning til det lille ordspil. De må såmænd godt alligevel, for de har meget at have det i. Som man kan læse på Vegas omtale af den kommende koncert, og som mange andre også ved, så ”er folkemusikken inde i en kæmpe udvikling. Musikken er blevet hip og tiltrækker et ungt publikum. Dreamers’ Circus er ikke et produkt af dette, men en af hovedkræfterne bag”.
Og der står i en anmeldelse på siden, at ”gruppen arbejder ud fra den forståelse, at folkemusikken er så stærk, at den kan holde til hvad som helst. Den stortrives, når den bliver udfordret og udvidet”. Derfor holder DC meget af at dele koncerter og gå på scenen med andre musikere. 

Väsen

Väsen Foto: Per Dyrholm

Det gør de to gange i denne uge, nemlig på torsdag d. 19. maj i Mantziusgården i Birkerød og fredag d. 20. i Vega. Her deler de glad og gerne rampelyset med supergruppen fra Sverige, som er DC’s ’all time heroes’ og gode venner. Det bliver folkemusikkens aften i Vega. Sidst blev der hurtigt udsolgt, så tøv ikke for længe.
En uge efter, fredag d. 27. maj, er DC fløjet til Aberdeen, hvor de også er i godt selskab – nemlig også med et af deres favoritbands, nemlig LAU. Det sker på The Lemon Tree og er led i The Northern Arc Sessions – koncerter, der ofte sammensætter skotske navne med nordiske. Allerede dagen efter går turen til Bergen, hvor de deltager i Bergen Festspillene med deres flotte musik & featuring Selena Munoz.

 

På Grundlovsdag d. 5. juni spiller bandet på Himmelbjerget, og dagen efter på Café Ellegaard i Sønderjylland. Juli byder på koncert på Inselleuchen Festival i Marienwerder i Tyskland d. 9., fulgt af et smut til Norge igen, hvor DC spiller på Førde Festival for første gang. Først et kort sæt ved festivalgallaen d. 10. juli og dagen efter en hel koncert. Ser vi længere frem, så venter der en række koncerter langt væk – nemlig i Japan. Det sker fra 26. november til 4. december og ser foreløbig ud til primært at være omkring Tokyo. Jo, der er gang i folkemusikken og absolut i Dreamers’ Circus karriere.