Det er med stor beklagelse, at bestyrelsen for Foreningen GUF (God Underholdende Folkemusik) nu har aflyst årets Strib Vinter Festival, ”en varm oplevelse i en kold tid”. Den skulle have fundet sted fra d. 11. til 14. februar, og foreningen har bevaret håbet indtil nu om at gennemføre festivalen. Den har, som der skrives i dagens pressemeddelelse, ”stædigt, tålmodigt og håbefuldt, i løbet af efteråret 2020 og frem til nu, fulgt pandemiens udvikling”.

Eleanor Shanley

Og det har været d en stærk forventning, eller i hvert fald en forhåbning om, at myndighedernes restriktioner og retningslinjer ville kunne lempes inden februar 2021. Men det ser, som alle nok ved, ret håbløst ud lige nu. Bestyrelsen har haft is i maven hele efteråret 20, hvor den meldte ud, at beslutningen ikke skulle tages før 4. januar. Den er så taget nu, og det var nødvendigt i forhold til billetsalg, deadlines for leverandøraftaler, programtrykning og andre nødvendige forberedelser.

Rasmus Lyberth

Bestyrelsesformand Jørgen Rahbek siger, at ”det er brandærgerligt, men set i lyset af den aktuelle Covid-19 situation og restriktionerne i forhold til forsamlinger, overnatning på Strib Skole samt muligheden for at lave og servere mad til publikum, er det simpelthen ikke muligt at afholde en Festival”.

Det er intentionen, at det offentliggjorte festivalprogram forsøges gennemført i sin helhed i februar 2022, så vidt det overhovedet er muligt. Afklaringen af dette går i gang snarest muligt, og det er målsætningen, at det er på plads i løbet af forår og sommer 2021.

Blandt navnene i år og altså forhåbentlig også om 13 måneder, d. 10.- 13. februar 2022, er Eleanor Shanley, Jonah Blacksmith, Rasmus Lyberth, Poul Krebs, Dorthe Gerlach, Laura Illeborg Band med Knud Møller, Grassolin, svenske Oscar Danielson, Lockwood Barr og Tyler Reeve fra USA, Laura Oakes fra UK, Fourth Moon med Ainslie Hamill fra Skotland og flere endnu, i alt 18 navne. Se dem alle på www.strib-vinterfestival.dk

Jonah Blacksmith