Det irsk/amerikanske band The Unwanted blev ramt af flyveforbudet fra Irland, og måtte derfor tage en lang tur ned over kanalen i privatbil, for at nå frem til deres koncert i Hinnerup.

Trafikale problemer omkring Hamburg gav yderligere et par timers forsinkelse der betød, at bandet først kom frem til spillestedet Con Amore Vinimport i Hinnerup med en halv times forsinkelse.

Men der var ikke så megen snak, og de tre musikere var hurtigt klar til at gå i gang med deres sæt, der hurtigt fik de fremmødte til at mene, at The Unwanted absolut var Wanted!

Trioen, der spiller en blanding af irsk og amerikansk folkemusik, består af Cathy Jordan fra Scramogue, der foruden at have en flot sangstemme, også spiller guitar og Bodhran. Hendes landsmand Seamus O’Dowd, der kommer fra Maugheraboy, spiller først og fremmest violin og guitar, og engang imellem harmonika. Trioens amerikanske medlem er Rick Epping, født i Santa Monica i Californien, der spiller mundharpe i alle afskygninger, samt jødeharpe.

Deres sæt bestod af en blanding af nye og gamle sange, og som Rick Epping filosofisk fortalte: ”Det må være folkemusik vi spiller. For musik, som folk sætter sig sammen og spiller, må være folkemusik…”

Trioen havde absolut ikke mistet deres humoristiske sans, trods den lange køretur, for Rick Epping havde sin egen tilføjelse til teksten i en af sangene, med henvisning til den besværlige rejse til det østjyske. Teksten lød ”So take me to the airport, and put me on a plane” og Rick Epping tilføjede højlydt med et lunt smil ”Please”!

Det var fra sangen “No Expectations” der oprindeligt blev spillet af Rolling Stones, men som The Unwanted syntes hørte hjemme i folk-genren, og derfor tog den på deres repertoire.

Der var også et Bob Dylan-nummer på programmet, der var afvekslende med den specielle blanding af country- og keltisk musik med et stænk blues.

Historierne om sangene blev fortalt med humor og lune, og især Rick Eppings eminente mundharpespil var en nydelse.

Så trods forsinkelsen var der ingen muggen i krogene, men det kunne jo heller ikke gå helt galt, da det jo gav en ekstra mulighed for at smage på spillestedets udmærkede produkter.