På torsdag 9. august samles op imod 20.000 igen på en mark ved landsbyen Cropredy i England. Her afholdes i tre dage Fairport Cropredy Convention, som festivalen officielt hedder. Joan Armatrading, Richard Thompson og Saw Doctors, der spiller i Tønder om mindre end tre uger, er alle på fredag aften.

Saw Doctors Pressefoto

Det engelske folkrockband Fairport Convention har i mere end 40 år afholdt deres egen festival mod midten af august. Fra torsdag til søndag mangedobles den lille landsbys indbyggertal, og markerne omkring invaderes af telte og campingvogne, som stort set er eneste overnatningsmulighed. Cropredy har kun ganske få B&Bs, så vil man ellers under tag, foregår det I Banbury få kilometer væk. Èn stor, drænet og på alle måder velforberedt græsmark med en enkelt stor scene er rammen om musikken. Hele vejen langs markens to langsider er der madboder og andre boder med alverdens kram, og så er festivalen også kendt for sin kæmpemæssige åbne bar på den ene langside. Her hænger alle dem ud, der ikke har slået sig ned med tæpper og alskens habengut,  i regn og sol. Der er nærmest ingen beskyttelse mod nogen af delene, så Fairport opfordrer til at huske både solcreme og regntøj. Undertegnede kan bekræfte, at der kan være brug for begge dele – også på den samme festival.

På deres website gør Fairport meget ud af at give praktiske råd om det hele. Den er altid værd at læse før en udendørs festival. De understreger også, at der ikke bliver tale om en aflysning, som det åbenbart er sket for flere festivaler i denne våde, engelske sommer. Græsmarken, som kun denne ene gang om året bruges til andte end græsning, er i god form.

Udover de nævnte navne er mange andre i spil fra torsdag eftermiddag til lørdag midnat, både engelske, skotske, irske og et enkelt amerikansk navn, nemlig Dennis Lacorriere, som I tidernes morgen var med I Dr. Hook. Det unge, irske band Ioscaid, de mere garvede Saw Doctors, sangeren Kieran Goss, Tarras, Bellowhead, Calan, Squeeze (!) og intet mindre end Big Country. Desuden dukker der altid nogle overraskelser, kendte venner af festivalen, op.

Lørdag aften mellem kl. 20 og 0.00 er, som altid, dedikeret et langt sæt fra Fairport Convention, og her kommer utvivlsomt gæstemusikere på scenen. Denne aften vækker altid jubel, og marken er fyldt med dedikerede fans, som nærmest kender hele bandets repertoire udenad. Masser af sang og fællesskab uanset vejret. Ca. klokken 0.0 dut er det slut. Faktisk slutter musikken alle tre dage på dette tidspunkt, hvilket faktisk er helt rart. Efter en lang dag i sol, regn og blæst – det hele eller noget af det – og med mange timers musik i ørerne – kan man med sindsro krybe i teltet der langt ude i det engelske landskab. Som er en fornøjelse at vågne op til. Især i sol.

 

www.fairportconvention.com