Stine Michel synger om Frejas på fristende cd, hvor poesi og musikalitet går op i en højere enhed.

Da rockgruppen The Who i 1969 udgav ”Tommy” som rockopera, vakte det stor opsigt, og det blev en stor succes, da det var første gang man havde lavet et sammenhængende album i den genre.

Nu har Stine Michel forsøgt sig med en slags visernes musical, med udgivelsen af ”Frejas Viser”. På cden har Stine Michel givet den nordiske frugtbarheds- og kærlighedsgudinde Freja nyt liv. Hun har ladet den smukke unge gudinde komme til Jorden, til Jernbanegade i Vanløse, hvor hun åbner kælderbutikken ”Freja’s Fristelser”.

Derfra er spillet, historien, eventyret, så kørende, med Freja som omdrejningspunkt, og hendes liv på godt og ondt. Især hendes kærlighedsliv, hendes forhold til mændene, bliver beskrevet meget smukt og følsomt.

Vi kommer gennem Frejas livscyklus ved at lytte til de 14 numre på albummet, som godt kan høres hver for sig, men også er kædet sammen til i fantastisk rundtur med kærligheden i centrum.

Hvert enkelt nummers lyrik er ren nydelse for ørene, med fantastiske sproglige finesser, små finurligheder og skønne poetiske elementer, hvor små detaljer kommer til live, og er med til, at man begejstres af Frejas livsglæde.

Det vil være unfair at fremhæve enkelte numre frem for andre på albummet, da det er en klangfuld og poetisk helhed. Og det er lykkedes for Stine Michel, at kombinere den nordiske mytologiske eventyrlige verden med nutiden, hvor elskov, skilsmisse og alderdom glider naturligt gennem hendes fantastiske musikalske univers.

Stine Michel har skrevet alle tekster og alt musik, og hun både fortæller, synger og danser sig gennem den smukke fortælling om Freja. Hun har samlet et stærkt hold omkring Freja på albummet med Perry Stenbäck, Nikolaj Busk, Jesper Uno Kofoed, Morten Lundsby, Hal Parfitt-Murray og Gustaf Ljunggren.

Så Stine Michel har med den fantastiske historie om Freja givet os en usædvanlig smuk oplevelse med kombinationen af poesi, viser og eventyr, som man både bliver fanget af, og er ked af at slippe, når cden har fyldt os med guddommelige glimt i løbet af de 41 minutter og 41 sekunder spilletid.

“Frejsa Viser” er et stort musikalsk værk indenfor vise/folkområdet, og Stine Michel kan være stolt over resultatet.

Stine Michel: “Frejas Viser”

GO’ Danish Folk Music (2010)

www.stinemichel.dk