Det nye udspil fra Helene Blum kommer på smukkeste vis hele vejen rundt i sangspektret.
Helene Blum har med ”Liden sol” åbnet et stemningsfyldt sang univers, og albummet er en smuk og værdig efterfølger til hendes seneste cd ”En gang og altid”, da det atter er lykkedes for Helene Blum, at føre den danske sangskat langt ind i det 21. århundrede.
Der er smukke nyfortolkninger af gamle viser og sange. Der er højtidelige og betagende sange, en melankolsk salme, og der spilles op til julefest på et instrumentalt nummer, hvor musikkerne får lov at slå sig løs, inden det hele munder ud i ”Sneflokke kommer vrimlende” i en frisk allegro udgave.
Alle sange har fået et enormt løft af Helene Blums unikke, klokkeklare og alligevel honningsøde stemme, der tryllebinder og udtrykker følelser på en betagende og stemningsfuld måde, så man kun kan sætte sig tilbage og nyde det varierede repertoire, som Helene Blum behersker fuldt ud.
Hele den musikalske buket bliver dygtigt bundet sammen af Harald Haugaard og hans virtuose violin, mens Rasmus Zeeberg er med på guitar og mandolin, Sune Hansbæk på guitar, Kirstine Elise Pedersen på cello, Tapana Varis spiller kontrabas og jødeharpe, Torben Sminge flygelhorn og Sune Rahbek percussion.
Helene Blum: Liden sol
Pile House Records (2010)
www.myspace.com/heleneblum
www.heleneblum.dk