cd opgangstidGruppen Fløjl genrebetegner sig selv med begrebet ”folk/pop” og sidestiller sig med navne som Ulige Numre og Folkeklubben. Det er umiddelbart svært at analysere sig frem til, hvad begrebet dækker. Er det postulerede folk-element relateret til tonesproget, sangenes tekstindhold, miljøtilknytningen, instrumenteringen eller hvad?

Tonesproget og instrumenteringen på ”Opgangstid” peger i anmelderens ører i retning af blød og melodiøs rock. Sangene, skrevet og sunget af Peter Hegård, fortæller om liv og mennesker på Amager og Vesterbro i København – på godt og ondt. Det kunne betegnes som en art nutidig ”stenbro-folkesang”. Men i stedet for at forsøge sig med en bebrillet analyse kan man lade det ligge, glemme alt om indsnævrende genrebetegnelser og bare lytte til sangene og musikken. Folk eller ikke folk, pladen er glimrende.

Fløjl har mere end 10 år på bagen, og de ikke helt unge musikere henter erklæret inspirationen hos deres egne helte tilbage i 1960´erne og 70´erne. Det får egentlig ikke musikken til at lyde gammeldags, snarere tidløs. Lidt i retning af institutioner som Poul Krebs og Michael Falch – uden egentlig sammenligning i øvrigt. Peter Hegård er som sådan ikke en stor sanger, men vel egentlig ikke ringere end ovennævnte herrer, og han klæder faktisk sangene og akkompagnementet ganske godt. De fremføres oprigtigt og velment, og det tykke og fyldige akkompagnement lugter absolut ikke af plovfurer og ajle. Her er fyldt godt på med elguitarer, keyboard og hele det strømførende instrumentarium i øvrigt, og produktionen lægger musikken ind i et storladent rum – uden dog at sangen og teksterne drukner. Musikerne kan deres kram som loyale akkompagnatører og undlader at bryde ud i egentlige selvpromoverende solistiske indsatser. Sangene er i fokus.

Om ”Opgangstid” er potentiel til anmeldelse på nærværende magasin, ser vi stort på. Så lavt er der ikke til loftet på RootsZone. Pladen har bred appel og fortjener bred eksponering.

CD: Fløjl: ”Opgangstid” – Gateway Music