I Danmark kender vi nok gennemgående ikke meget til tysk folkemusik – måske lige med undtagelse af ”Lorelei” og ”Muss I denn”, som mange har sunget i skolen, eller set Elvis iført soldateruniform synge i fjernsynet i sort-hvid. Men navne som Hannes Wader, Reinhard Mey, Zupfgeigenhansel, Liederjan, Wolf Biermann og Dota ringer nok også en klokke hos nogle, især blandt ældre og folk tæt på grænsen.
Tønder Festival har da også tidligere haft flere tyske navne på plakaten. Og, nå jo, vi er da også nogle, der kan huske, at Nicole Seibert som 17-årig vandt det internationale Melodi Grand Prix i 1982 med ”Ein Bisschen Frieden”. Folkemusik var det måske ikke ligefrem, men både tekst og melodi var værd at lægge mærke til.
Et nyt, ungt navn er i mellemtiden dukket op på den tyske stjernehimmel. Det er den 29-årige David Lübke, der kommer fra den mellemstore by Lemgo (ca. 40.000 indbyggere) mellem Bielefeld og Hannover. Lübke har to tysksprogede album (”Von der Liebe 2020” og ”Fahrender Sänger” 2023) og syv singler bag sig, og ham kommer vi garanteret til at høre meget mere til, hvis vi vel at mærke interesserer os for tysk folkemusik.
Det første af Lübkes to album var klart rytmisk bluegrass-inspireret med mandolinen i front, mens det andet bygger på fingerspil på strengeinstrumenter tilsat concertina, cello, bratsch og stærke tekster. Her serveres 12 skæringer, nogle klassikere – som ”Sag mir wo die Blumen sind” – andre nye og selvskrevne numre.
Jeg har faktisk sjældent hørt så velspillende et orkester inden for folkemusikken som det, der ledsager David Lübke. Jens Kommnick spiller guitar, Moritz Brümmer tager sig af cello, Filip Sommer står for bratsch og mandolin og Jörg Fröse lader sin smukke concertina falde ind på de helt rigtige steder. Og så må man selvfølgelig tilføje, at David Lübke selv spiller guitar og synger alle numre med en lys, gennemsigtig -nogle ville sige spinkel – stemme, der giver en smuk friskhed til de engagerede sange.
Da jeg for den beskedne sum af 22 Euro netop har bestilt David Lübkes sangbog (bind 1), regner jeg med snart helt at kunne forstå og måske ligefrem spille den smukke efterårssang, ”Herbstlied”, der er albummets første nummer. Melodien er en ørehænger, og ordene er smukke, kærlighedsfyldte og vemodige. Sangbogen lover instruktion i fingerspil på guitaren.
Boris Vians ”Desertøren” fra 1954 får nyt liv i Lübkes fortolkning, og på baggrund af Gaza, Ukraine, Indien, Pakistan, Congo og Sudan står ordene mere friske og aktuelle end nogensinde. En anden klassiker, som Lübke giver nyt liv, er Woody Guthries og Martin Hoffmans sang fra 1948, ”Deportees”. Dengang handlede sangen om racismen i det amerikanske samfund med udgangspunkt i et flystyrt i Los Gatos Canyon i Californien, der kostede 32 mennesker livet. De fleste var illegale immigranter, der skulle deporteres til Mexico. I Lübkes version, ”Namenlose”, er sangen opdateret og handler om nogle af de tusindvis af anonyme bådflygtninge, der sætter livet til på Middelhavet for at følge drømmen om et bedre liv i et sikrere land. ”Lev vel Mohammad, Lev vel, Rashida. I blev aldrig betragtet som mennesker”!
Med på albummet, ”Fahrender Sänger”, er også klassikere som Colin Wilkies og Hannes Waders gamle kærligheds-hit fra 1980, ”Im Garten” og ”Sag mir wo die Blumen sind”, som de fleste nok
kender på engelsk i Pete Seegers udgave fra midten af 1950´erne og i Marlene Dietrichs udgave fra 1962.
En af mine absolutte favoritter på albummet er en sang, som duoen Zupfgeigenhansel har gjort populær. Titlen er ”Andere, die das Land so sehr nicht liebten“ og bygger på et digt af den østrigske jøde, Theodor Kramer, der ved 2. verdenskrigs udbrud som flygtning måtte forlade sit fædreland og rive sine rødder op med en kniv, som han selv udtrykte det, for at opbygge en ny tilværelse i England.
Albummets titel, ”Fahrender Sänger”, ”Omrejsende Sanger”, refererer direkte til David Lübkes liv i Coronaperioden 2020 og et par år frem. Lübke rejste i denne periode tværs gennem Tyskland og sang for folk ved deres gadedør eller i deres have. Det bragte ham i kontakt med tusindvis af nye mennesker og sikrede gensidig inspiration. Jeg har ikke kunnet finde eksempler på, at nogle bad ham holde op med at spille.
Dejligt at konstatere, at gode tekster og smukt akkompagnement lever godt syd for grænsen.
