Så skal vi til de danske navne. Kommer Hausgaard? Ja, selvfølgelig. Han har været med på Tønder Festival stort set alle år og er selvskrevet til 50-års-årsjubilæet. Og når Niels Hausgaard siger til lykke med de 50 år til festivalen, siger alle vi andre selvfølgelig også stort til lykke til ham. For ugen efter TF runder den store entertainer 80 år, og det er ikke for meget sagt, at han ligesom Dylan har været på en ”never ending tour” siden de tidlige 1970’ere. Hver vinter og forår er han på en fire måneders turné. I år hed showet ”Åh, boomer”, og det blev til 57 udsolgte koncerter sammen med pianisten Martin Schack, som sædvanlig med plads til at improvisere. Det er jo en fast ingrediens, og publikum står stadig i kø for at høre, hvordan det egentlig står til i kongeriget Danmark og verden.
Nu til to af de unge, danske musikere. Først 29-årige Justine Boesen, som med akkordeon og en klar sopranvokal skaber sit eget unikke univers med tydelig kærlighed til nordisk musik og klang, ligesom en stærk fascination af Eivør og Kate Bush spiller med. Justine Boesen har fortællernærvær, originale tekster og et helt særligt klangunivers med sit hovedinstrument akkordeon. Mange kender hende fra gruppen Mynsterland, som har udgivet flere EP’er, og fra duoen Justine Boesen & Mathæus Bech, som udgav LP’en “Smukke Nat” i 2020. Hun har arbejdet sammen med Det Danske Drengekor og FolkBALTICA Ensemblet, som også igen er med på TF2024. Justine Boesen var hovednavn på festivalen FolkBALTICA i 2023. Hun har udgivet tre singler i eget navn og er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium
Og så til Sylfide. Den nordiske folketone strømmer fra Helene Dorthea Tungelunds stemme og keltiske harpe. Den transcenderer snirklede elektroniske kredsløb og bliver til loops, ambience og beats. Tungelund står i spidsen for folkemusiksetuppet Sylfide, der i 2022 hentede to Danish Music Awards Roots-statuetter som “Årets Nye Danske Rootsnavn” og “Årets Danske Rootstrack”. Foruden Helene Tungelund vokal/keltisk harpe, består Sylfide af Jonathan Fjord, piano/synth, Jonas Clausen,/violin, og Emil Nielsen/bas. Sylfides musik omfavner den nordiske folkemusik, men i tråd med det elektroniske udtryk er teksterne nutidige og berører både store og små emner, som f.eks. klima, feminisme og splittelsen i vores samfund. På den måde kombinerer Sylfide moderne aktivisme med dybe folkemusikalske rødder.
Som omtalt forleden her på rootszone.dk bliver det den prisbehængte sanger/sangskriver Guldimund (alias Asger Nordtorp Pedersen), som går på Open-Air med sit band til årets skolekoncert torsdag formiddag, Det er hans eneste optræden under festivalen. FolkBALTICA Ensemblets ca. 50 unge danske og tyske musikere under ledelse af Harald Haugaard spiller også til skolekoncerten samt til endnu en koncert. folkBaltica har til formål at udvikle unge talenter samt bevare og forny folkemusiktraditionerne i grænselandet. Tønder Festival støtter aktivtt alentmassen og fødekæden i folkemusikmiljøet. (øverste foto)
Det er efterhånden en tradition, at KUNSTEN AT GLÆDES I KOR spiller til morgensang på Tønder Festivals sidste dag, i år altså om lørdagen. Det betyder fællessang med publikum med udgangspunkt i Vadehavsregionens natur og kultur samt danske salmer og sange. Og det bliver ganske særligt i anledning af Tønder Festivals 50-års jubilæum, så repertoiret byder derfor også på ikoniske sange fra festivalens historie.
TF2024 byder selvfølgelig også på koncerter med danske og nordiske navne under brancheinitiativet Folk Spot, på sangskriverkoncerter med de populære Women’s Circle og Gentlemen’s Circle, musikerinterviews og samtaler med Henrik Queitsch & Klaus Lynggaard, Gaffa Talks og Jydske Vestkysten Talks. Og sidst, men absolut ikke mindst på en stor jubilæumskoncert i Telt 1. Det vender vi tilbage til.