Tønder Festival er igen klar med deres ‘Friendly Takeover’ på den københavnske festival Roots & Jazz Copenhagen, og det sker på Den Røde Plads fra kl. 16 til 22. De tre navne, som Tønder Festival præsenterer her, spiller selvfølgelig også på selve Tønder Festival, som starter d. 27. august og runder af 30. august. Den venlige overtagelse er en appetizer til den i år 51-årige folk & rootsfestival i Tønder. Kendt og elsket af mange – også af musikerne

På programmet i 2200 N. er Northern Assembly (øverste foto) , Elias Rønnenfelt og en af sidste års store succeser på Tønder Festival, Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys. Dem kan du opleve helt gratis ved Nørrebrohallen & Den Røde Plads.

Andreas Bevan og Dina Dánialsdottir

Northern Assembly har historiefortælling som kernen i deres håndspillede folk-pop-sound med dragende og engagerende beats og harmonier. Kvartetten har i front færøsk-danske Dina Dánialsdottir og engelske Andreas Bevan sammen med kontrabassist Jesper Smalbro og trommeslager Jens Hedegaard. Med stærk sangskrivning, storladne produktioner, velklingende harmonier, nærvær, humor og historiefortælling markerer Northern Assembly sig stærkt på den danske folk-scene og har foreløbig tre albums med på vejen.

Elias Rønnenfelt var kendt som en karismatisk frontmand i post-punk bandet Iceage, som fik international succes for mange år siden, men han er skiftet til folk og country, men alligevel med et udtryk som rå rockpoet. I oktober 2024 debuterede han med countryalbummet ”Heavy Glory”, baseret på en lang rejse gennem Europa med sin akustiske guitar. Kort efter udgav Rønnenfelt med ‘Lucre’ (2025) et spændende miks af pop, rock og country. Han kommer med trio.

Aftenens sidste navn er canadiske Jake Vaadeland & The Sturgeon River Boys, og du kan godt regne med en flot grande finale. Den fremadstormende multiinstrumentalist, sangskriver og neotraditionalist fra Saskatchewan har på kort tid opnået en enorm status på den canadiske folkroots-scene og internationalt. Han har bl.a. modtaget to Saskatchewan Music Awards og fire Saskatchewan Country Music Awards. Autenticitet har været nøglen til Jake Vaadelands succes. Han mestrer guitar og banjo og bekender sig til den traditionelle country-, bluegrass- og 50’er rockabilly-musik med forbilleder som bluegrass-legender som Lester Flatt og Earl Scruggs. Hans kærlighed til det klassiske og oldschool ses tydeligt i hans personlige stil, for, som han udtrykker det, så er han ”a retro man with a retro plan”.

Dem skal der sandelig også være plads til, Spændvidden bliver stor på Den røde Plads. Og i øvrigt efterspørger Tønder Festival frivillige til årets festival. Måske er det noget for dig?