Under sidste års Strib Vinterfestival var ikke mindre end fire bands, som tidligere stod på Cafescenen, avanceret til en af de to store scener i Strib. Så muligheden er der, når man en eller måske et par gange har stået på cafescenen, hvor festivalen bliver officielt åbnet fredag 9. februar kl. 18.30.

Brian O’Driscoll

Efter åbningen står Lasse Storm på scenen, og han kan præsentere et mix af folk, roots, country me mere. Senere kan man lytte til keltisk musik, når kvartetten Gaelich overtager podiet, Og så skal det også nævnes, at aftenen afsluttes med bluegrass med en anden kvartet, nemlig Scenegræs.

Lørdag formiddag bliver der koncert for de yngre årgange, og hvem gør det bedre end Phønix? Her er garanti for en festlig musikalsk oplevelse med traditionel folkemusik i en iørefaldende udgave, som får de yngste inddraget aktivt.

Jesper Gloor

Ved middagstid står Jesper Gloor klar med en blanding af folk, country og americana, og den talentfulde sangskriver vil underholde med både gode tekster og melodier. Der bliver efterfølgende traditionel spillemandsmusik fra bandet Fortuna, og så går det ellers derudaf, inden den mere rutinerede trio Folk Frides giver koncert med især irsk folkemusik med mange muligheder for at synge med.

Så følger et varieret program med bl.a. countrymusik, inden den unge talentfulde Robert Dueholm Trio præsenterer et blandet repertoire. Aftenen afsluttes med smægtende americana og indietoner, når Anne Iben med band går på scenen lige efter midnat.

Søndag formiddag står en kending på cafescenen. Brian Hein O’Driscoll er kendt fra bl.a. Downtown Dynt og Heartlands, men er på som duo med sin bedre halvdel Pia. De har dannet duoen O’Hein, så mon ikke man kan forvente folk blandet med diverse ballader med afsmitning fra det irske?

Sidste band på Cafescenen i denne omgang er Ingrid og Michael med efternavnet Bladt. Den kvindelige part af duoen har før været omtalt her på siden, da hun drog til Hamborg med sin nyckelharpe og gik i lære som klaverbygger! Men her kan der forventes irske folktoner.

Det fulde program for Cafescenen og det fyldige program for de to store scener kan findes på https://guf-stribvinterfestival.dk/svf/

Her kan man også finde link til køb af billetter.