På Copenhagen Songwriters Festival havde jeg valgt at gå på værksted. Her håbede jeg at kunne lære lidt om, hvordan en sang skrues sammen og med  hvilke værktøjerhvilke værktøjer. Andy Fite fra USA gav nemlig en sangskriver-workshop med titlen: “This One Wrote Itself: Rhyme, Form, the Music of Natural Speech, and the Art of Letting the Song Decide”.

Fite er ikke så højtidelig, som denne titel antyder, og hans lektion udviklede sig temmelig spontant. Han fortalte lidt om sin baggrund i jazzmusikken, og at han havde lært de fleste af de gamle sange, som vi nu kalder The Great American Songbook, før han selv gik i gang med selv at skrive sange.

Han startede med et par almene råd: Nærlyt så mange andre sange som muligt, øv dig på dit instrument og forvent at bruge meget tid på sangskrivningen. Har du så fået sat en sang sammen, så spil den igen og igen for dig selv for at være sikker på, om du er tilfreds med den, før du afprøver den foran andre.

Han sang herefter et par af sine sange og forklarede deres opbygning med vægt på forskellige slags rim. Herefter demonstrerede han, hvorledes melodistrukturen kan udvikles af det talte sprog, og løbende skrev han en ny sang med input fra os deltagere. Denne vil han efterfølgende finpudse og sende til os.

På halvanden time nåede han også rundt om nogle forslag til, hvordan man kan håndtere sproglige klicheer, hvor vigtigt det er at bruge tid på at få stavelserne tilpasset melodien, hvor selvbiografiske han mente, at sange burde være m.m.

Det var lærerigt at få et indblik i sangskriverprocessen. Hvor kompleks og langvarig denne proces kan være. Det dér med, at en sang skriver sig selv kan forekomme, men oftest er det hårdt, disciplineret arbejde, som ligger bag tilblivelsen. Inspiration ja, men også et håndværk.