Guitar med Lothar – og 12 gode historier
Hans guitar er helt fremme i lydbilledet, og dér ligger den rigtig godt. På sit nye og tredje album ”Stories” er Tim Lothar virkelig trådt i karakter som en dygtig guitarist og sangskriver udi genren akustisk deltablues, og han har noget på hjerte og på sinde i sine sange.
Titlen siger jo direkte, at han har historier at fortælle- og lyst til det. Til at omsætte sine tanker i ord og melodier, der passer til hinanden og måske-måske ikke afspejler egne oplevelser og overvejelser om livet, musikken og livet på landevejen. Han deler generøst ud af sig selv.
Tim Lothar har da også gjort sig godt bemærket i ca. 10 år som bluesguitarist og -sanger. Men det sjove er jo, at han først var trommeslager i 25 år, før han greb guitaren og viste, måske også for sig selv, at det er her, han hører hjemme. Han har et induskutabelt talent for den akustiske blues og er dedikeret, omend jeg synes, at nogle af de fine anmeldelser fra udlandet er mildt overdrevne. Han er ikke, som én skriver, ”hvid udenpå og sort indeni”, efter min mening. Han lyder som en europæisk bluesmusiker, og det er vel også fint nok.
Hans første soloalbum ”Cut to the Bone” kom i 2003, det næste i 2008. Det var ”In It for the Ride”, som fik DMA-pris som Årets Bedste Danske Bluesalbum. Samme år blev han Årets Danske Blues Navn ved Copenhagen Blues Festival.
At han har haft vilje og evne til at udvikle talentet og omsætte det i en række personlige sange, høres tydeligt på dette tredje album, ”Stories”, med et par håndfulde fine sange. Gode tekster, masser af guitar-godter. I teksterne rimes der næsten for meget igennem, men hey, det er okay, han mener dem, og der er gods i, levet liv. Han giver sin blues et stort skud sjæl og seriøsitet.
Tim Lothar har som nævnt fået en række gode anmeldelser i udenlandske magasiner og på websites. Lidt store ord, alt taget i betragtning, men det er ham velundt. Hans turneren i indtil videre 15 lande har skabt ham mange dedikerede fans – bestemt også her i landet. Europa og Danmark holder af deres egne bluesmusikere, der til gengæld også har lyttet til og lært af deres amerikanske forbilleder og i bedste fald skaber deres egne personlige udtryk og blues-personality. Det har Lothar.
