Flemming Walther Andersen drejer nøglen på traktoren og slukker motoren, så vi kan snakke uden motorlarm. ”Jeg er ude og køre med en flishugger for at holde mig i form”, fortæller singersong-writeren, og man kan fornemme et stort smil fra musikeren i førerhuset. Han er mest kendt som Walther og fortæller, at han har sat sit band Bonderøvene lidt på stand by.

sine bach. (6)

Sine

”Jeg er begyndt at arbejde sammen med Sine Bach Rüttel, og vi er allerede booket til flere koncerter på festivaler næste år samt en koncert på Ansager Hotel 3. november”, fortæller han. ”Vi har mødtes nogle gange, bl.a. ved årets Skagenfestival, hvor jeg spillede med De andre bonderøve og Sine med Tobacco, (næsten identiske bands) og så blev vi enige om at spille sammen ved Mariefestivalen for kort tid siden. Vi vil begynde som duo, men i nogle tilfælde bliver det som trio, da vi har en aftale med Danny Wickmann, når det passer ind i hans planer. Jeg spillede i øvrigt også sammen med ham i Ansager”.

Sine Bach Rüttel siger: ”Da vi mødtes første gang, passede vores tanker og musik ikke lige til tiden, men efter vi hang lidt ud i Skagen, tændte Walther noget i mig. Efter en gang musikalsk pingpong har vi fundet ud af at spille med på hinandens sange, og det passer mig fint, for jeg bryder mig egentlig ikke om at være i centrum hele tiden. Jeg har spillet en del solo, men stoppede for ikke at være midtpunkt. Jeg har det bedre som ”side man”!

sine bach

Sine

Så jeg har ikke spillet så meget de seneste fem år, efter at jeg blev mor, da jeg neddroslede solokarrieren efter tre soloalbums. Jeg har de seneste år spillet med i Mariehaven – og det at stå lidt på sidelinjen trives jeg godt med. Men nu vil jeg gerne lave andre ting. Det ser jeg frem til, da vi har samme drive. ”

Walther: ”Jeg har mødt mange gode og flinke mennesker i Ansager og haft en fin dialog med Sine, og vi har en god naturlig musikalsk balance. Da vi snakkede sammen, følte jeg mig mere sensitiv uden at give slip på humoren. Men jeg vil gerne være med til at finde kanter og kroge i musikken, som jeg håber publikum vil kunne forholde sig til. Med bandet Bonderøvene var der også muligheder, men også begrænsninger. Jeg er også halvpart i duoen Sorte Fugle, og herfra kan vi bruge de stille numre, som jeg har skrevet. Men ellers er mine tekster jo ærlige og med kant, og jeg forsøger at sige noget, uden at det skal pakkes ind i vat”, beretter Walther.

walther og wickmann

Walther og Danny Wickmann

Sine har lignende holdninger til sine tekster: ”Jeg har lavet mange sange på dansk og nok på en anden måde end Walther. Lidt mere råt for usødet, lidt anderledes, mere direkte, så jeg kalder ”en spade for en spade” uden omsvøb, f.eks. i mine sange ”Elskerinde” og ”Nymfoman”. Sammen med Walther deler vi ligesom ansvaret og kan begge lige træde et skridt tilbage undervejs”.