Vores københavnske verdensattraktion fylder hele 175 år i denne sommer, officielt d. 15. august. Heldigvis holder Tivoli fat i den tradition, som vel nu er gået ind i sit sjette eller syvende år, nemlig Mundomandag, hvor der i de år er givet ganske god plads til folkemusikken og til verdensmusikken.

Jeg haster med lige at fremhæve Lunau & Sund, Floating Sofa Quartet, Gangspil, amerikanske Anthony da Costa i selskab med MC Hansen & The Sentimentals, som kommer igen senere på sæsonen. Ligesom de var der flere gange sidste år. Men alt i alt bliver der en del færre koncerter her på mandagene fra kl. 19 til 20.

Trio Wolski Pressefoto

Men også jazzen får sin plads nu og da i Orangeriet, hvor koncerterne foregår. F.eks. i aften 7. maj med Social Club, som dækker over prominente navne som de i USA bosiddende Naja Koppel, Nikolaj Hess og, Thomas Vang foruden Anders Holm. Denne musikalske legestue, som den kaldes, byder dog på lidt af hvert, f.eks. også blues, gospel og hiphop – og Naja K’s flotte stemme.

Naja Rosa Koppel Foto: Per Dyrholm

Der er langtfra så mange folk/world- koncerter som i de foregående år, så vi skal helt frem til 28. maj, før Trio Wolski går på scenen. Svenske Hanna Blomberg og Petter Fernemann spiller sammen med Kristian Wolski moderne, skandinavisk folkemusik, og samme dag som koncerten udgiver de tre deres fællesdebut Late Bloomer.

  1. juni bliver der sydamerikansk, latino-sigøjner-ramasjang mikset med La Mano Ajena, og d. 11. juni kan man glæde sig til Floating Sofa Quartet på Orangeriets udendørsscene med de mange gode siddepladser, så folk kan stoppe ordentligt op, sætte sig og få en uventet musikalsk oplevelse (for turisternes vedkommende).

FSQ (Øverste foto) består af Clara Tesch på violin, finske Leija Lautamaja på diatonisk harmonika og trædeorgel, Malte Zeberg på kontrabas og Mads Kjøller-Henningsen på trætværfløjte og svensk sækkepibe. Han spiller sommerturne med Lars Lilholt Band, ligesom han gjorde sidste år. Fedt for MKH og for folkemusikken.