Som alle læsere af rootszone.dk ved, så lyder startskuddet til årets største folk & roots-festival snart, nemlig d. 24. august. Så er det igen tid til Tønder Festival, jubi, men aftenen før tyvstarter Tønder Kristkirke med en musikgudstjeneste onsdag aften d. 23. august kl. 20.
I år bliver det den superdygtige guitarist og sanger Jens Lysdal, der er solist. Med sig har han violinist og mandolinspiller Hal Parfitt-Murray og den norske sangerinde Marte Schau (Pressefoto øverst). Hun optræder også på årets festival med vokalensemblet Glas sammen med Afenginn.
Jens Lysdal har naturligt nok optrådt på TF før, både i eget navn og sammen med bl.a. Eliza Gilkyson, Mads Langer og Tim O’ Brien. Sidstnævnte indspillede han sit “Easy Heart”- album (2014) med, som bl.a. blev nomineret til “Bedste folk-album” i Tyskland. Desuden var han med-komponist og guitarist på Eliza Gilkysons 2015-udgivelse, det Grammy-nominerede “The Nocturne Diaries”.
Han bidrog med en sang til albummet Woody På Dansk, ”Den glade bankmand” (Jolly Banker), som udkom i 2012. Man kan jo også lige nævne ”Hjertekamre”, som han udgav sammen med Laura Illeborg. I starten af 2016 udkom han med skiven ”Landet”, der ligesom den forrige var delvis finansieret af crowdfunding.
Det kan man læse på hans meget fine website, www.lysdal.com, som er tydeligt, gennemarbejdet og med de oplysninger og fotos, man kan stå og have brug for.