Én ting, der karakteriserer Rosanne Cash’ karriere er, at hun stædigt har insisteret på at være sig selv. Først og fremmest i forhold til det Carter/Cash-dynasti, hun er født ind i. Men også i forhold til Nashvilles musikindustri, som hun mere eller mindre har undsagt sig og endelig i forhold til det gamle, amerikanske kvindeideal, som hun også har udtrykt skepsis over for.
Denne rebelske holdning har kostet popularitet og et celebrity-ægteskab, men har også skabt respekt på den lange bane. Den snart 40 år lange karriere har formet en stærk kvinde og musiker, der har nægtet at stå i skyggen af sin families succes til fordel for egne holdninger og egen musik.
”Min største ambition er at blive en god sangskriver” sagde hun på årets Tønder Festival. Det er hun blevet og fik beviset på, da hun blev optaget i Nashville Songwriters Hall of Fame. Vi fik bevis på det i løbet af koncerten. Men i stedet for bare at synge egne sange, var koncerten bygget op som en musikalsk rejse til USA’s sydstater, baseret på sange, som hun udgav på albummet The List.
Rejsen sydpå og tilbage i historien startede med Hank Snows togsang I’m Moving On, fortsatte med Bobbie Gentrys socialrealistiske Ode To Billy Joe og Long Black Veil, som Rosanne Cash anser for én af de allerbedste americanasange. Hun elskede den som barn for dens indbyggede spøgelseshistorie. Vi nåede også forbi bluessangeren Robert Johnsons grav (eller én af dem, som hun sagde), og fik også sendt en hilsen til farmand Johnny Cash med én af de få sange, han selv har lavet: Tennessee Flat Top Box. Heartaches By The Number var ment som en fællessang, men den kendte vi ikke godt nok. De fleste af numrene var omarrangerede – nogle mere vellykkede end andre – og ægtefællen John Leventhal gav et glimrende guitarakkompagnement.
De nyere sangskrivere blev ikke forbigået. Rosanne Cash sang en John Hiatt-sang samt min egen favorit i sættet When The Master Calls The Roll. Hun fortalte, at sangen var skrevet af eksmanden Rodney Crowell Emmylou Harris, men da hun skrottede den, fik Cash og Crowell sammen skrevet en ny tekst og indspillet den. Det fremgik i det hele taget, at hun har forsonet sig med fortiden og omvendt.
Hele koncerten var meget lavmælt og inderlig. Selv om den foregik i det store telt, så var det nærmest en intim oplevelse, og publikum elskede, hvad de hørte. Hun gav også en række at sine egne sange. Fra hendes første store hit Seven Year Ache frem til Western Wall, som oprindelig blev indspillet af Emmylou Harris og Linda Ronstadt og de nye fra albummet The River & The Thread. Rosanne Cash er ikke et meget kendt navn herhjemme, men det er der nu lavet grundigt om på. Hun beviste, at hun er en verdensstjerne, ikke kun med et berømt efternavn, men i kraft af egne evner og personlighed.
