Ét af Næstveds musiksteder er faktisk et bryggeri, som har indarbejdet en tradition med fredagsbar og livemusik. Programmet er en skøn blanding af lokale og udenbys musikere – amatører og professionelle. Det er dog mest de gængse rockcoverbands, som bliver engageret. Derfor var det spændende at se, hvorledes en sangerinde med akustisk musik som Dickinson ville klare sig.

Med sin britisk-danske baggrund er det vel naturligt, at hun havde både traditionelle britiske sange og nogle nyere danske sange af bl.a. Johnny Madsen på repertoiret. Der var desuden to Dolly Parton-sange, en Alison Krauss/Robert Plant-sang samt en række af hendes egne. Som det fremgår, synger (og skriver) Dickinson skiftevis på engelsk og dansk og plukker favoritnumre hist og her. Dette giver variation, men også en lidt rodet forestilling. Det kunne skyldes, at en anden sanger/sangskriver udeblev, og hun måtte fylde tiden ud. Hun forsøgte også med nogle længere introduktioner, men det gik vist hen over hovedet på de fleste.

Dickinson har en stor stemme, og det lød, som om hun stadig er ved at finde ud af dens muligheder. Hun skiftede mellem det næsten hviskende, over det kælne og satte til tider i voldsomme skrig. Dette var også nogle gange nødvendigt, da publikum ikke var særlig lydhørt. Hun fortalte bl.a. om et – sikkert velmenende – projekt, hvor hun inviterer hjemløse på scenen og skriver sange om deres skæbner.

Mette-Lise Bengaard leverede et godt akkompagnement på cajon og andre rytmeinstrumenter samt bidrog med harmonistemmer, og begge kvinder forsøgte. Men det lykkedes kun sporadisk at få den opmærksomhed, som de fortjente.