Jacob Chano, MC Hansen og The Stray Birds

Jacob Chano, MC Hansen og The Stray Birds

HANDMADE jpgIngen tvivl om at programmet på årets Tønder Festival var en stor succes. Og der var endnu en succes med årets Folk Spot, som denne gang havde skiftet Visemøllen ud med P4 teltet. Det gav mange flere publikummer mulighed for at opleve syv dygtige danske bands (og et enkelt norsk) i løbet af de to dage, begivenheden foregik.

Rasmus Fribo, som var en af arrangørerne bag det succesfulde arrangement, fortæller: ”Vi havde 37 gæster med på den internationale showcase med 10 forskellige nationer repræsenteret. Der var gæster fra Australien, Belgien, Canada, England, Estland, Luxembourg, Norge, Polen, Tyskland og USA – journalister, radiofolk, musikarrangører og andre branchefolk, som på denne måde sammen med et stort publikum fik et godt indtryk af den brede danske folkemusikscene”.

maja og david

Maja & David

Maja & David, MC Hansen, Jansberg, Phønix, Jonah Blacksmith, Ida Wenøe, Northern Assembly og norske Erland Viken Trio var udvalgt til at præsentere deres musik for gæsterne.

Fribo forklarer videre: Folk Spot skal helst brede og udvikle sig løbende. Vi har allerede fået en god feedback på årets udgave både fra musikere og fra branchefolkene. Flere af gæsterne har allerede booket musikere, som har deltaget på Folk Spot. Så vi håber, at det er en god investering med denne form for koncerter. En del af en større proces, der kan afføde endnu bedre udbredelse og afsætning”.

Maja & David åbnede Folk Spot med deres repertoire af danske og fransk-canadiske traditionelle toner flettet sammen af de to musikere, så det kommer til udtryk i et varieret sæt, både med Majas sange på midtjysk accent og canadisk trampen. MC Hansen og Jacob Chano præsenterede historiefortællende skandicana med dejlige melodier og gode historier og sluttede effektfuldt af, da de fik følge af The Stray Birds på scenen. Sammen blev det en flot afslutning på sydsjællænderens koncert.

Jansberg

Henrik Jansberg

Så stod der traditionel, instrumental musik på programmet, da Jansberg indtog den intime scene, hvor de nærmeste publikummer kun er en meter fra scenen. Her blev der demonstreret elektrificeret, eksperimenterende moderniseret folkemusik af høj kvalitet. Lørdag eftermiddag blev gæsterne præsenteret for Phønix, som lagde vægt på danske folkesange og melodier. Deres ”nye” lyd sammen med en stor spilleglæde betød, at bandet kom langt ud over scenekanten med deres varierede repertoire.

Bagefter kom Erland Viken Trio i søgelyset med norsk traditionsmusik. Det var ikke mindst en energisk cellospiller, der var med til at give bandet en egen klang med deres mix af egne kompositioner og norske traditioner. Til slut kunne Jonah Blacksmith runde det hele af med Thy-bandets nyskabende indie-country og folkrock, der trods det ind imellem opskruede tempo har dybe rødder i folk’en. To bands er ikke nævnt, Northern Assembly og Ida Wenøe, men vi bringer senere en artikel om netop disse to unge bands.

phønix

Phønix Fotos: Per Dyrholm