Det er nok ingen hemmelighed, at der tirsdag 16. maj holdes stor fest for de nye rigsspillemænd i Danmark med pris- og bevisoverrækkelser og masser af musik: Diverse rigsspillemænd, ROD og mange flere. Markant er det – ikke mindst – at dansk-amerikanske Dwight Lamb er til stede, fordi han netop nu er på turné i Danmark og i øvrigt har fødselsdag – og jo, han er en ældre herre, som måske ikke mere agter sig til Danmark.

Festlighederne sker på Teatermuseet i Hofteatret på Christiansborg Ridebane kl.17 og fra kl. 20 i Vartov i Farvergade. En lang perlerække af danske spillemands/folkemusikere er samlet denne eftermiddag og aften, bl.a. Mette Kathrine Jensen Stærk, Lilian og Gitte Vammen, Al Damlund, Anja Præst Mikkelsen og formand for Danmarks Rigsspillemænd Poul Bjerager Christiansen.

Dwight Lamb

Dwight Lamb

På scenen kommer også fødselaren i selskab med sine turnepartnere Mette Kathrine og Kristian Bugge. Desuden kan man glæde sig til Rune Tonsgaard Sørensen og Nikolaj Busk, Polcalypso Trio: Leonardo Pedersen, Kazio Kierpaul og Claus Fossing.

Fra kl. 19.30 kan man samles til balfest på Vartov, sessions, buskspil og det hele. Denne tirsdag aften tør man vist godt sige, at nogle af landets ypperste spillemænd vil befinde sig her tæt på Københavns Rådhus til en usædvanlig dejlig fest.  Du kan her på siden læse en reportage fra aftenen, for Allan Pedersen deltager på vegne af rootszone.dk

Den danske rigsspillemandsordning har eksisteret siden 2012 og er etableret efter den gamle, svenske model.  Både for at styrke den danske traditionsmusik og for at knytte bånd mellem gamle og unge spillemænd. Hidtil er udnævnt 25 rigsspillemænd i den danske ordning. Se alle de danske rigsspillemænd og deres individuelle tildelingsbegrundelser og meget mere på www.rigsspillemand.dk, hvor du muligvis stadig kan købe billet. Ellers prøv i døren til hhv. 80 og 40 kr. Billet til festkoncerten på Hofteatret omfatter også aftenballet.