The Young Dubliners er så godt som på turné i Danmark med start i Pavillonen i Grenå 4. april og dagen efter i Vershuset i Næstved. Lørdag d. 7. april kan man så opleve folkpunkrockerne i København, eller egentlig er det jo Frederiksberg. Det sker fra kl. 20 på Bartof Station – et fint spillested lige ved Frederiksberg metrostation. Heldigvis er der folkemusik af mange slags i hovedstaden, men da slet ikke i en grad, som det burde være i så stor en by. Men samme aften er der faktisk også folk-gang i den i Studenterhuset i Købmagergade, hvor Folkamok! lægger op til fest med ULC Trio og finske Mammantytöt. Mere om det i løbet af onsdage.

The Young Dubliners. Foto: David Safian

Men tilbage til Young Dubliners eller Young Dubs, som de også kalder sig. Man behøver ikke være specielt skarp for at regne ud, at det irsk-amerikanske band på et eller andet plan har tappet lidt liv og sjæl fra de oprindelige The Dubliners eller i al fald noget start-inspiration. Men der er noget mere elektrisk kul på de yngre drenge her.

Så unge er de nu heller ikke, eftersom bandet blev stiftet allerede i 1988 i Los Angeles. Men Young Dubs har fået nyt blod i elguitaristen Jostin Pecot, som er ny i bandet og her med på sin første Danmarksturne. Bandets andre medlemmer er den irske forsanger (og medstifter) Keith Roberts (guitar), Brendan Holmes (bas), Chas Waltz (violin) og David Ingraham (trommer). Power, energi og gang i den er det, de bringer med sig og så den umiskendeligt irske nerve. Som Keith Roberts fortæller:

”Selv om to af os er fra Irland, var det ikke den irske musik vi lyttede til, mens vi voksede op. Men i USA længtes vi hjem og udviklede en kærlighed til den irske musik. Dog er det lige så meget de amerikanske medlemmer, som bidrager med de keltiske riffs, og stemningen er vi fælles om. Vores musik og sound er en hybrid af alle vores forskellige baggrunde og tilgange til musik”.

Den har de turneret med i 30 år, og repertoiret er både kendte irske sange på Young Dubliners’ egen måde og deres eget materiale. Turneen fortsætter med koncert d. 8. april i Tøjhuset Fredericia, derefeter en tur op til Aalborg og Skråen i Nordkraft, ned til godset i Kolding d. 10. april, d. 12. i Portalen i Greve, Byskolens Festsal i Faaborg d. 13. og så afslutning med nok et brag af en koncert på Sønderborghus. En ganske pæn Danmarksturné for de Young Dubs.