Der er mindre end tre måneder, til Strib Vinter Festival åbner dørene for 30. gang. Programmet til festivalen 8.-11. februar 2018 er nu klart, og billetterne kommer til salg fra 24. november. Arrangørerne har på ny sammensat et program, der kan få indehavere af partout-billet til at rende spidsrod mellem de to haller.

Man kan passende varme op torsdag aften med den svenske sangerinde Anna Wirsén og guitarvirtuosen Christian Alvad i Strib Kirke. Fredag går det så løs med koncerter i begge haller. Her åbnes festivalen i Hal 1 med den nordirske kvintet Connla, som lader den musikalske tradition mødes med moderne tiders musik. Bandet efterfølges af Anne Linnet trio, og aftenen afsluttes her med In Lonely Majesty.

MC Hansen og Jacob Chano er de første på scenen i Hal 2. Den velspillende americana-duo efterfølges ligesom i Hal 1 af et stort dansk navn, nemlig Hanne Boel Trio. Her er det sidste programpunkt The Rockridge Brothers Indimellem og senere på aftenen kan man som vanligt besøge den irske pub, hvor Denis McLaughlin og venner serverer irsk stemning og musik i stride strømme.

Lørdag middag kan man sætte sig til et veldækket sildebord og lytte til Godsejernes Jazz Band, og inden de sidste toner lyder herfra, så vil scenen i Hal 1 blive fyldt med dygtige unge musikere fra Folkalicius og FolkBALTICA under ledelse af Peter Sund, Rasmus Zeeberg og Harald Haugaard. Eftermiddagen er absolut i bedste hænder, når de tre dygtige musikere styrer løjerne.

Michael Falch

Aftenen i begge haller byder på dansk musik i topklasse fra start til slut. Helene Blum & Harald Haugaard Band (øverste foto) begynder festlighederne i Hal 1, og her afløses de af Michael Falch solo. Michael Møller & Foreign Lands med seks musikere afslutter aftenen med manér.

På nogenlunde samme tid har det dygtige, fynske par Lunau & Sund været i gang i Hal 2 og er blevet efterfulgt af Jonah Blacksmith Trio fra Thy. Her sørger Kajsa Vala for en effektfuld afslutning, når den dygtige guitarist med band spiller en blanding af folk, rock og country.

Søndag har kun to navne på eftermiddagens program, men hvilke navne. Den nordjyske sangskriver Allan Olsen behøver ingen nærmere præsentation. Festivalens sidste programpunkt er den engelske trio Other Roads. Tre velsyngende herrer som med flotte harmonier præsenterer britisk folkemusik, med egne kompositioner mikset med kendte ballader og sange.

Så i stedet for de traditionelle julegaver, er en billet eller to til Strib Vinter Festival en både overraskende og populær gave at få, når højtiden nu alligevel er lige om hjørnet.

http://www.strib-vinterfestival.dk/