Uhrban Stöjband

Uhrban Støjband

Fra 28.- 31. maj spiller en helt ny festival op i Esbjerg, som afholdes for at skyde folkemusikken godt i gang, nu hvor folkemusiklinjen rykker til byen fra august.

Festivalen starter så småt allerede tirsdag aften (27.), når Gipsy Jazz giver den gas på spillestedet Underground. Fra onsdag eftermiddag går det så rigtigt løs til og med lørdag aften. Gågaden i Esbjerg lægger asfalt til mange forskellige bands, bl.a. Sky Mountain Bluegrass Boys og flere andre bands, bl.a. Jensen & Sand og Vinther/Heebøll Duo med dansk og nordisk folkemusik.

I Huset står Uhrban Stöjband & Friends på scenen fra kl. 20.00 og i løbet af aftenen vil der være musik på fire andre spillesteder afsluttende med midnatskoncert med Niels Løkkegaard og Jacob Buchanan med kor i Vor Frelser Kirke kl. 23.00. Troy MacGillivray, Allan Dewar & Jabke Charron fra Cape Breton lægger vejen forbi torsdag og giver to koncerter. Om formiddagen kl. 11.00 i cafeen hos SMKS (Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole), og om aftenen er de igen klar til at præsentere canadisk folkemusik i Huset kl. 20.00. Denne aften kan man også høre blues og roots med H.P. Lange og Hugo Rasmussen, mens Maja Kjær Jacobsen Trio præsenterer dansk folkemusik.

Folkemusikkoordinator Kristine Heebøll forklarer på konservatoriets hjemmeside:

“Som byens musikalske uddannelse byder SMKS på fagligt indhold og de optimale rammer for workshops og læring, hvor alle er velkomne! Folkemusikken bliver skudt godt i gang, og omgivelserne kan få en forsmag på, hvad der sker til august, når folkemusiklinjen bliver en del af konservatoriet i Esbjerg.”

Når strabadserne fra Kristi Himmelfartsdag er overstået, går det løs fredag fra middag med workshop, danseundervisning, på SMKS og senere både nordisk og dansk folkemusik i cafeen. Om aftenen kan man glæde sig til koncerterne i Huset. Her begynder festlighederne kl. 20.00 med flere opvarmningsbands, inden det altid spændende band Afenginn går på scenen, og afslutter aftenen.

Dreamer's Circus (med ryggen til) ved workshop i Tranbjerg.

Dreamer’s Circus (med ryggen til) ved workshop i Tranbjerg.

Trioen Dreamers’ Circus får en travl lørdag i det vestjyske. De står klar til en workshop i cafeen på SMKS kl. 12.00 og giver i løbet af eftermiddagen to koncerter sammen med det lokale Esbjerg Ensemble i salen i SMKS.  Zenobia, giver koncert på Hovedbiblioteket kl. 13.00, og ellers kan det nævnes, at der er danseunderrvisning ved ROD, koncert med punk-folkbandet Rovers Ahead, der nok skal få folk op ad stolene, inden den nye festival ebber ud med et par sene koncerter i Huset og på Apels vinstue.

Hele programmet kan ses: http://folkogfaestival.dk/.