I dag er det 40 år siden, at den ikoniske engelske sangerinde Sandy Denny døde, bare 31 år gammel. I slutningen af marts 1978 faldt hun ned ad en trappe og slog hovedet hårdt mod et betongulv. Nogle uger efter besvimede hun og gik i koma for aldrig mere at vågne op. Hun var en af Englands fineste sangere. Denny besad en vidunderligt klar, ren stemme og er bl.a. af det engelske musikmagasin Mojo kåret som “Britains finest female singer/songwriter”.
Hendes teknik var uovertruffen. De fleste af hendes vokaler blev optaget i første forsøg. Selv den notorisk kværulantiske og pedantiske producer Glyn Johns kaldte hende ” a one take wonder.” Som den eneste anden sanger/musiker nåede hun også at medvirke på et Led Zeppelin-album. I 1971 sang hun duet med Robert Plant på “The Battle of Evermore.”
Sandy Denny begyndte tidligt at spille i musikklubberne rundt omkring London, blev opdaget af Dave Cousins fra Strawbs, nåede at indspille et enkelt album med dem – optaget i juli 1967 i København, med Ken Gudman på trommer. Men så skiftede hun til Fairport Convention, som netop søgte efter en ny sangerinde. Ved optagelsesprøverne skilte hun sig klart ud, både hvad musikalitet og personlighed angik. Guitaristen Simon Nicol udtalte, at hun var “like a clean glass in a sink full of dirty dishes”.
Allerede sammen med Strawbs var hun begyndt at skrive sine egne sange, herunder også den, der skulle blive hendes mest kendte, den smukke ballade “Who Knows Where the Time Goes”, som bl.a. Judy Collins og Eva Cassidy har indspillet. Men man må bestemt heller ikke glemme “Crazy Man Michael”, der også meget tydeligt viser hvilket smukt register hun spændte over.
Efter tre plader med Fairport, den sidste var mesterværket, “Liege & Lief”, gik hun solo. Hun ønskede at udvikle sin sangskrivning, og dannede bandet “Fotheringay”. Her opnåede hun kun begrænset kommerciel succes, og i 1974 vendte hun tilbage til Fairport. Hun blev gift med bandmedlemmet Trevor Lucas, som hun fik et barn med, men fortsatte sideløbende med at skrive sine egne sange.
Hendes sidste offentlige optræden fandt sted i The Royal Theatre i London i november 1977. Igennem livet faldt hun ofte ned i et ugennemskueligt mørke. Hendes sidste år var præget af noget, man i dag ville betegne som en tung depression. Hun forsvandt ind i sig selv, mistede interessen for sin datter, og ægteskabet gik dårligt. Det gjorde det ikke bedre, at Trevor Lucas uden at fortælle hende det, i starten af april 1978, rejste til Australien med datteren Georgia.
Sandy Dennys sidste indspilning hed “Moments”, optaget i maj 1977. Her finder man ordene: “Time moves slowly and it goes so fast/ and who knows how long the days will last”. Tiden, denne usynlige modstander, var noget, som hun både startede og sluttede med.
Fairport Convention grundlagde i 1976 folkemusikfestivalen Cropredy uden for Banbury i Oxfordshire. Den foregår hvert år omkring anden weekend i august, dog ikke mere som ”strictly folk”, men dog stadig med hovedvægten her. Godt 20.000 mennesker besøger hvert år festivalen. Og det er et ubønhørligt krav, at de mest kendte af Sandy Dennys sange bliver spillet. Med årene har Simon Nicol lært at fortolke hendes sange så nænsomt, at det næsten føles som om Denny står ved siden af ham. Publikum kan i hvert fald stadig høre hende.
Hun er begravet på kirkegården i Putney i det sydlige London. Gravstenen bærer inskriptionen: ’The Lady’ Alexandre Elene MacLean Lucas (Sandy Denny) 6.1.47 – 21.4.78.
