Velkommen til den walisiske kvintet Calan, som indleder deres Danmarksturné på Baltoppen i aften d. 22. i koncertrækken ”Ny-folk”. Fra hvad jeg har set og hørt, kan man roligt sætte kursen mod den håndfuld spillesteder, Calan skal besøge. De tre kvinder og to mænd er tydeligvis et farverigt, spændende og superkompetent bekendtskab.

For det første gør de et stort nummer ud af at have ”eye-catching” tøj på, og det er det. Simpelthen flot og farverigt – se bare deres billeder på websitet calan-band.com – eller endnu bedre: Live. For det andet kan de alle en hel masse, og de har lyst og vilje til at sparke nyt liv i de gamle traditioner. De vil gøre trad moderne og profilere walisisk musik mere ude i verden, men på deres måde, og det er blevet flot modtaget. Meget sigende hed deres debutalbum fra 2008 ”Bling”. Det her er bling med indhold.

Bandet består af Bethan Rhiannon/harmonika, Angharad Jenkins/violin, Alice French/harpe, Patrick Rines/walisisk sækkepibe, fløjter, violin og adskilligt andet og Sam Humphreys/guitar. Han kommer modsat de andre fra et rock- og elektrobaseret miljø, men kastede så sin kærlighed på at mikse folk ”og moderne stil”. Ligesom bandet jo også netop spiller på Baltoppens nyeste koncertrække, ”ny-folk”. Af anmeldelser kan man forstå, at Calan nærmest sprænger og brager deres vej gennem reels, jigs og hornpipes, deres melodier og sange sprudler af energi og funkler af skønhed i de mere stille stunder. Walisisk stepdans byder bandet også på.

Efter Baltoppen i Ballerup går turen til Thorøhuse ved Assens, dog først fredag d. 24. november, og så følger Kulturhuset Gimle i Føllenslev lørdag, Wintercoat i Sabro søndag og Ishøj Kulturhus er sidste stop i denne omgang, som vistnok er Calans første reelle (lidt korte) DK-turné. De har dog givet koncerter på Skagen Festival både i år og sidste år og har udgivet flere albums siden debuten.

https://www.calan-band.com/

Calan ved Skagen Festival i sommer Foto: Per Dyrholm