Et vildt imponerende overflødighedshorn

Af Burr/Seeberg

Rebecca Burr og Martin Seeberg var til Celtic Connections i Glasgow og har sendt en reportage, som vi deler op i flere korte. Her er første del:

Hver aften i de tre uger, som Celtic Connections varer hvert år i januar, kan man opleve musik af meget høj kvalitet på 10-15 forskellige spillesteder. Udgangspunktet er ikke bare, hvad der rører sig på folk-scenen i Skotland og Irland, men rækker langt ud over det med indslag af de største navne fra folk-, verdensmusik- og indie/singer-songwriterscenen.

Med billige flybilletter er det ikke urealistisk at tage et par dage, en weekend eller en uge ud af kalenderen for at få store musikalske oplevelser og i dagtimerne møde det charmerende skotske gemyt og dialekt. Billetter koster ca. 120-270 kr. pr. aften, men der er også gratis festivalklub fra kl.22, hvor mange af aftenens musikere fra de forskellige scener mødes og spiller i forskellige konstellationer. Kan man ikke få nok af musikken, var der som noget nyt i år gratis koncerter hver dag på universitetet kl. 12.30-14.30, hvor en del af festivalens musikere spiller for at få musikken ud til et ungt publikumssegment. Der er også open stage i GRCH, Glasgow Royal Concert Hall, der er festivalens epicenter, hver dag fra kl. 17, som ligeledes er gratis. Overnatning er sjældent et problem, da der er hoteller overalt med priser ned til 4-800 kr. pr dobbeltværelse og billigere vandrerhjem.

Det største problem ved Celtic Connections er at vælge, hvilken koncert man vil til hver aften. Vi endte til Armagh Pipers’ Night med fine gæster d. 20. januar, til Moh Koyate og Sketch d. 21., KorNóg og Baaba Maal d. 22. og King Ayisoba d. 23.

Armagh Pipers fejrede 50 årsjubilæum, og på scenen var også Flook, Lunasa, Vallely Brothers med flere. Det foregik i The Old Fruitmarket. I den gamle, overdækkede markedsbygning oplyst af kulørte lamper sad der allerede 6-800 mennesker tryllebundet, da vi ankom fem minutter inde i koncerten. Aftenen var en hyldest til Armagh Pipers’ Club, som er en irsk musikskole grundlagt af ægteparret Brian and Eithne Vallely, der igennem 50 år har opfostret store musiske talenter. Deriblandt deres egne børn Niall Vallely, concertina-virtuos, og Kilian Vallely på uillean pipes. Han spillede også med sit band Lunasa. Fløjtespilleren Brian Finnegan var repræsenteret med Flook.

Den magi vi trådte ind i, da bl.a. Niall Vallely og Jarlath Henderson åbnede aftenen, fik tårerne frem i øjenkrogen inden for de første par numre. Det kan være svært at forklare den frekvens, hvormed den kendetegnende irske melankoli og længsel kan ramme ens hjerte. Men kun for øjeblikke senere at blive afløst af råsvingende folk med den vildeste rock’n’roll energi – ren folk’n’roll!

Så var festen skudt i gang! Det ene stortalent efter det andet dukkede op på scenen for så at forsvinde og komme tilbage igen i en ny kombination af musikere. Igennem aftenen kunne man opleve alt fra 3 til 22 musikere på scenen – et overflødigheds horn af talenter og varierende i stemning fra det helt intime til pulserende bigband-lydbilleder.

Gennem hele koncerten kunne man på baggrundslærredet se slideshow med stemningsfulde billeder af børn, unge og voksne fra skolen, der bevidnede den fine stemning af samvær, fordybelse og kærlighed til musikken. Aftenen var spækket med stjernestunder, leveret med ydmyghed og den karakteristiske tørre irske humor. Bare for at nævne nogle få højdepunkter:

Den måde hvorpå Niall Vallely både spillede sjælfuldt på den lille, sekskantede concertina-harmonika og trykkede den for vildt af, som om det lille instrument, der er lidt nørklet at spille på, var et rent rockinstrument.

Ed Boyd gik igen hele aftenen med imponerende lækkert guitarspil, og snart kom en af aftenens hovedattraktioner Flook på scenen. Allerede dér var de høje forventninger til aftenen til fulde indfriet. Fløjtespilleren Brian Finnegan har været med til at sætte helt nye standarder for, hvor vildt og lækkert man kan spille fløjte. Selv om repertoiret var det samme som fra før, gruppen gik i dvale i nogle år for at hellige sig børn og familie, så var man stadig ligeså medrevet af den utrolige spændstighed, virtuositet og dynamik, som mange års sammenspillethed har resulteret i. Finnegan var denne aften bare en ud af en hel håndfuld mesterlige fløjtespillere med bl.a. også Kevin Crawford fra Lunasa og Barry Kerr. Der var også flere ”remarkable young talents” på violin og diatonisk harmonika.

Et kuriosum var det også, da der på et tidspunkt var tre uillean pipe-spillere på scenen, der spillede op til hinanden med en præcision og sjæl, så det bare smeltede helt sammen. Her viste det sig, at Jarlath Henderson ud over ekvilibrisme på uillean pipe også har en meget særlig og rørende sangstemme og netop har udgivet en cd med sange!

Til sidst kom det ældre ægtepar, som for 50 år siden startede klubben, på scenen og spillede med 20 af deres elever gennem årene. Sikke et rørende livsværk og med livsglæde for fuld udblæsning. Kort og godt: ”Vibrant”!