Kim Larsen bliver hyldet i disse dage, og jeg vil gerne bidrage med nogle beretninger fra en mindre kendt periode i hans imponerende karriere, som er dukket op i min erindring efter meddelelsen om hans død.

Jeg var heldig, at kende ham i 1971-73. Hjemme hos Stig Møller kom en masse musikere bl.a. Larsen. Møller lærte os at blive bedre guitarister, og vi spillede gamle folk- og countryblues-sange. Leadbelly, Woody Guthrie, Paul Simon, Dylan, Joan Baez, osv., og Larsen præsenterede gendigtningen af den skotske folkesang Geordie (Langebro) og nogle af sine første egne sange.

Han fik en lejlighed i ’min’ ejendom i Stærekassen på Christianshavn, som blev ny base for vores sammenkomster. Jeg spillede også lidt violin og blev en del af en lille kreds af musikere i nogenlunde samme situation: Vi havde spillet rock, men havde her et fristed, hvor vi søgte det enkle udtryk i ren akustisk musik.

Ole Frø var eks-popstjerne, Stig Møller eks-Steppeulv, Larsen var en næsten ukendt Gasolin-sanger, som brugte sin fritid med os. Min gode ven fra Lolland, Thomas Grue stødte snart til, og vi to bonderøve og Frø ydede musikalsk backing. Så i de små etværelses festede, spillede og sang vi – uprætentiøst, men med masser af energi og på alle tidspunkter i døgnet.

Efterhånden blev disse sammenkomster en slags workshop for Møllers og Larsens nye sangmateriale. Det var også dem, som havde kontakterne til musikbranchen. Halvfærdige sange og ideer blev vendt og prøvet. Larsen (det var ham, der indførte de lidt ironiske efternavne og stillingsbetegnelser) brugte desuden dage og nætter, hvor han uafbrudt sad alene og pudsede på nogle riffs og enten fløjtende, nynnende eller brummende melodierne frem. Det var et slidsomt arbejde, og især teksterne kneb det med.

Larsens tidlige skitseagtige sange som Lille Henry og Hilsjer havde melodi, men var forsynet med midlertidige vrøvleagtige tekster. Damen På Taget var ved at tage form, men Larsen fandt tekster andre steder. Han satte musik til Åh at være en høne-digtet, og ellers blev gadepoeten Mogens Mogensen tilkaldt, og så sparrede de to nogle gode tekster sammen. Desuden gæstede lokale musikere som Tommy Bas og Flemming Quist Møller med deres sange. Når vejret tillod det, trak vi udendørs, og miljøets mange typer deltog i løjerne. Bl.a. drengen Søren Bernbom.

Pludselig kom der engagementer, og vi spillede bl.a. på en række forstadsgymnasier, i militærnægterlejre, på ungdomsskoler og naturligvis på det nye sted, Christiania. Ofte rent akustisk, nogle gange med et sanganlæg. Hans Otto Bisgaard var den første, som elskede vores lille gadedrengeband og hentede os til optagelser i Radiohuset. Der manglede et navn til slænget, og af mangel på bedre foreslog jeg Starfuckers, fordi vi lignede, opførte os som og var en flok anti-stjerner.

Jeg var en af de få, som havde job og missede derved pladeindspilningerne, men kunne glæde mig over at have været involveret i sangene, som efterhånden udkom på plade. Først Larsen & Co-singlen og senere Værsgo’-albummet og Sylvesters Jukebox. Pludselig var sangene fra vores jamsessions på Christianshavns Vold på Gasolins repertoire og blev spillet i radioen.

Dengang tror jeg ikke, at det indgik i nogens planer, at dette var musik, som skulle komme til at betyde så meget. Jeg syntes, at det lød ufærdigt og har stadig svært ved at forstå, at det blev andet end en musikalsk parentes. Efterhånden blev Starfuckers mere elektrisk og fik nye musikere. Jeg ville hellere holde mig til folkemusikken og spillede lidt med de lokale Hasse & Wiliam, Med Kærlig Hilsen eller Furekåben, inden vi bogstaveligt blev smidt ud af Stærekassen. Jeg flyttede fra Havnen, og kontakten blev mere sporadisk.

Vi spredtes, men Larsen og Grue fortsatte et langt musikalsk makkerparløb. Alle kender Kim Larsens store succes med Gasolin’ og siden hans brede appeal som solist og hans vej som én af Danmark største sangskrivere. Flere af kammeraterne døde, men især det musikalske tomrum, som efter Larsens død nu er opstået, bliver svært at fylde ud. Æret være dit minde.