Det er ikke kun kendte danske og udenlandske navne, der står på plakaten på Tønder Festival. Foruden et tilbud til unge musikere i Sønderjylland og Slesvig om at deltage i en workshop med The Dustbowl Revival kan de også blive ambassadører for festivalen for at udbrede kendskabet blandt de unge om den håndgjorte musik.

Justine Hald Boesen

Justine Hald Boesen

Skolekoncerten fredag blev åbnet med netop en stor gruppe musikere i Folkbaltica Ensemblet, som består af unge musikere fra grænseområderne. De 15-25 årige mødes fem gange årligt under ledelse af den sydfynske violinist Harald Haugaard (øverste foto), der gør et kæmpestort arbejde med de ca. 40 unge mennesker. Men han opfordrede det unge publikum til at begynde i de lokale musikskoler.

Selve koncerten med Ensemblet var et varieret sæt, hvor musikaliteten var på et højt niveau trods deres unge alder. Bl.a. gav Justine Hald Boesen (der også spiller i det talentfulde band Mynsterland) en prøve på sin dejlige stemme foran det store publikum. Det store orkester spillede igen søndag formiddag i Telt 2.

Fredag eftermiddag kunne man i Visemøllen opleve traditionelle danske folktoner fra Folkekons og ungdommen viste også vejen lørdag i Pumpehuset, hvor ROD præsenterede deres udgave af den traditionelle folkemusik.

Så det er ikke udelukkende rap og rock, der optager unge musikere. Nej, heldigvis har mange fundet deres musikalske ståsted og måske fremtid i folk’en, og det støttes naturligt nok af Tønder Festival.