Den svenske violinist Lena Jonsson har i efterhånden en del år gjort sig gældende i en længere række af musikalske sammenhænge, spændende fra traditionel svensk musik over flere blandingsgenrer og til rock. Hun kan bestemt ikke anklages for genremæssig berøringsangst. Hun har rejst over store dele af verden med sin musik, og heller ikke med hensyn til inspiration fra andre musikalske traditioner og former har hun haft forbehold. Hendes netop udgivne cd, sigende betitlet ”Places”, er netop en dokumentation af hendes åbne og kosmopolitiske tilgang til musikken. Kompositionerne er inspirerede af steder og mennesker på hendes vej.

Samtlige stykker på pladen, alle instrumentale, er Lena Jonssons egne kompositioner, og i overensstemmelse med beskrivelsen ovenfor spænder de vidt. Der er inspirationer fra keltiske traditioner, amerikansk swingjazz og blues og ganske naturligt svensk folkemusik. Derudover høres helt genrefrie kompositioner og improvisatoriske sekvenser.

Hun akkompagneres af Erik Ronström på guitar og mandola og Kristoffer ”Krydda” Sundström på kontra- og elbas. Begge får desuden plads til solistiske indslag. For at give de enkelte stykker profil og pladen som helhed variation har hun desuden gjort brug af en længere række studiemusikere fra både folkemusikkens, jazzens og popmusikkens verdener. Gennem de nævnte virkemidler har hun formået også at skabe arrangementsmæssig diversitet. De beskrevne dispositioner er alle velvalgte. En plade med en violinsolist kan nemt blive for voldsomt for andre end feinschmeckere, hvis ikke der varieres tilstrækkeligt.

Lena Jonsson er absolut en mester på sit instrument. Hun behersker gnistrende og velswingende højtempostykker, blue notes, improvisationer, smukt melodiske langsomme kompositioner, og hvad hun ellers kaster sig ud i. Når samtidig de øvrige deltagende musikere er tilsvarende kompetente, bliver resultatet en særdeles lytteværdig plade. Violinens inderkreds vil lytte interesseret, og det bredere segment kan roligt lægge fordommene til side. ”Places” kan stærkt anbefales.

http://lenajonsson.com/

www.facebook.com/lena.jonsson.5680

www.youtube.com/results?search_query=lena+jonsson