Dette album indeholder ikke mindre end 18 numre og med ca. en times spilletid. Genren er en yndefuldt tur rundt mellem klassisk, kammer- og folkemusik. Således er der tydelige spor til den danske folkemusik med nummeret Forårs frost skrevet af den kendte folkemusiker Eskil Romme, og i et sæt kan man nyde kendte toner fra Fanø med Første Brudestykke.

Det er den australske violinist Ben Dollman, der sammen med den danske blokfløjtenist Monica Schmidt Andersen har udgivet dette værk, som er både er velgennemarbejdet og flot udført. De to musikere har gennem fire års samarbejde fået to meget forskellige musikkulturer til at mødes og smelte sammen. Det er et album, man virkelig skal lytte til, men måske skulle det være reduceret med et par numre. Selv om gæstemusikeren Padma Newsome spiller med på bl.a. guitar og keyboard, kan det godt blive lidt monotont med en times musik med stort set samme instrumentering uden de store temposkift. Men det skal nu ikke ligge duoen til last, et elegant udspil.