Den senere tids debat om kønsuligheden på den danske musikscene må dreje sig om rockmusikken, for singer-songwriterne virker overrepræsenteret af kvindelige talenter.

Tag nu bare Anja Fønss. Hun er en blændende sanger og sangskriver. Efter uddannelsen på Jysk Musikkonservatorium har hun sammen med sin musikalske makker og samlever Skipper Flytkjær deltaget i nogle sangskriverforløb, optrådt især i de hjemlige omgivelser i det jyske, udgivet debutalbummet Wait A Minute i 2008 og er nu i færd med at udgive nye sange. Denne EP er den første i en trilogi, som er på gaden (dvs. kan hentes på streamingtjenesterne) fra d. 27.4.

De fleste af hendes tekster er typiske for den personlige singer-songwriterstil: Betragtende og reflekterende. Musikken stritter lidt i mange retninger og er produceret forskelligt. Det har den fordel, at vi får et billede af hendes brede talent. Hun bevæger sig ubesværet rundt i blues, swing, surf, indierock og folk med en friskhed og ærlighed, som vi måske mister, hvis hun finder en alt for fast udtryksform – hvad enten denne bliver som her med engelske tekster eller på dansk.

Af de seks sange på EP’en er de mere akustiske som Crying Shame blandt mine favoritter, fordi de fremstår ærligere end de sange, som er præget af diverse lydeffekter. Men uanset hvordan de præsenteres, så er sangene af høj klasse og både så bevægende og iørefaldende sunget, at de bør tiltrække mange lyttere. Og selvom der er mange dygtige danske kvindelige singer-songwritere, så skal Anja Fønss nok finde sit publikum.

https://anjafoenss.dk/